Undervejs på vores rejse fra Da Nang til Nha Trang besluttede vi os efter anbefaling at tage to overnatninger i Hoi An, som efter sigende skulle være den mest hyggelige og charmerende by i Vietnam. Efter vores korte ophold her kan vi godt forstå, hvorfor byen er så populær blandt rejsende.
Hoi An er en af Vietnams højdepunkter, og er placeret 30 kilometer syd for Da Nang. Byen er placeret ved et floddelta, og er om noget en charmerende destination. For lang tid siden (vi snakker fra det 2. til det 10. århundrede) var området center for et hinduistisk inspireret kongedømme (Champa-kongedømmet), hvilket man kan se på flere af de mange templer, der er i Hoi An.
Hvad gør Hoi An så speciel?
Så snart du kommer væk fra hovedvejen og trafikken og begiver dig ned i den gamle bydel, bliver det mere og mere klart, hvor meget historie og kultur, byen rummer. Kulissen vil vi beskrive som nærmest malerisk, og det skinner tydeligt igennem, at byen har været en af de vigtigste handelsbyer i Sydøstasien fra det 17. til det 19. århundrede.

Overalt er der charmerende franske bygninger, smalle gader, hyggelige caféer, barer og skræddere, som står klar til at skræddersy et nyt outfit til dig. Byen adskiller sig klart fra Vietnams mange andre byer, og er derfor efter vores mening et must visit på din rejse til Vietnam.
Hvad skal du opleve i Hoi An?
1. Udforsk byens smalle gader
Det er ikke til at komme udenom, at de smalle og hyggelige gader i Hoi An skal udforskes. Flere steder kommer du desuden også forbi smalle gyder, som du bør prøve at følge. I gyderne eller lige på den anden side ligger der nemlig flere små, hyggelige caféer eller restauranter, som ikke er overrendt med turister 😊

Overalt i den gamle bydel finder du små forretninger, som enten sælger farverige lanterner, skræddersyet tøj, lædervarer og souvenirs. Det er ikke som i andre vietnamesiske byer, hvor de prøver at sælge dig noget skrammel, som du alligevel ikke kan bruge – det de sælger i Hoi An er af rigtig god kvalitet. Vi endte selv med at købe et sæt spisepinde samt to små lanterner, som vi håber, holder hele vejen hjem 😊
2. Besøg den japanske bro

Noget af det første vi stødte på i den gamle bydel var den japanske bro fra 1593, som er et af de store vartegn i Hoi An. Du kan ikke undgå at se den, da den skiller sig ud ved de lyserøde vægge, som omgiver den. Vi valgte ikke at gå ud på den, da der var sort af kinesere. Vi så den blot udefra, da vi ellers også skulle have betalt for at komme ud på den (der blev vi lidt nærige).
3. Find den smukke plads (som vi ikke kan finde navnet på)
På Instagram havde vi flere gange set den smukke plads, som du kan se på billedet. Vi har ledt internettet igennem for at finde ud af, hvad navnet på denne plads er uden held. Men viser du billedet til turistinformationen, som er flere steder i byen, kan du med lidt held finde frem til den. Den ligger cirka 300 meter fra floden på den anden side af en gyde 😊 Hvis du er heldig, er der stort set ingen mennesker der – det var der ikke, da vi fandt det, og vi havde god tid til at nyde synet og tage billeder, før de næste turister dukkede op 😊
4. Tag på bådtur om aftenen

Du kan ikke besøge Hoi An uden også at tage på en bådtur på floden. Særligt om aftenen er det lidt af en oplevelse at gøre det, da lanterne på bådene tændes. Det er et utrolig smukt syn, så selvfølgelig skulle vi også prøve det 😊

Et godt tip er dog, at du ikke tager den første pris for gode varer. Vi blev som det første tilbudt en bådtur for 300.000 vietnamesiske dong (85 kroner), og det synes vi var lige i overkanten, hvis vi skal være ærlige. Det lykkedes os derfor med en god portion jysk stædighed at få dem pruttet ned til 150.000 vietnamesiske dong (42 kroner). Det har sikkert også været 50.000 for meget at give, men vi var glade for at vi tog på en bådtur. Det tager ikke meget længere end en 20 minutter, så derfor skal du under ingen omstændigheder give 300.000 for det 😊
For mere inspiration til oplevelser i Vietnam, kan du læse mere her:
Da Nang, Vietnam: Oplev Golden Hands Bridge i Ba Na Hills
Har du spørgsmål eller lignende, er du velkommen til at skrive en kommentar.