VIETNAM

Derfor skal du ikke tage til Nha Trang på din rejse til Vietnam

Det er meget sjældent vi kommer ud for at besøge steder, som vi under ingen omstændigheder vil anbefale andre at tage til. Men, det er tilfældet med ”ferieparadiset” Nha Trang, som ligger i den sydlige del af Vietnam.

Da vi bookede en busbillet til Nha Trang fra Hoi An var det med forventningerne om en lækker badestrand og nogenlunde dykning, da der flere steder (og blandt andet også på Wikipedia står): ”Nha Trang er et af Vienams mest populære turistmål, ikke mindst på grund af sine fremragende badestrande”. Nha Trang har vist sig at være alt andet end det, og hvorfor vi råder dig til at gå udenom byen på din rejse igennem Vietnam, får du her.

1. Stranden er beskidt

Noget af det første vi gerne ville se, da vi ankom til Nha Trang var stranden. Efter en køligere omgang oppe nordpå, trængte vi til at have en dag ved stranden, og vi håbede derfor selvfølgelig også på, at vi kunne bade.

.. Men, der blev vi frygteligt skuffede. For da vi trådte ned på stranden, kunne vi ikke undgå at se en masse skrald  (primært plastik og flamingo) ligge og flyde langs strandkanten. Ikke længe efter gik det også op for os, at det var umuligt at bade i vandet uden at få selskab af skrald; for det var over det hele i vandet.

Med hånden på hjertet er det den mest beskidte og forurenede strand, vi har set på vores rejser rundt omkring i verden. Vi blev meget chokerede, og fik det fysisk utilpas. Det var tydeligt, at Nha Trang slet ikke kan følge med, hvad angår turisme. Det var et skrækkeligt syn og en slem påmindelse om, hvor skidt det står til i verdenshavene, og hvor lidt viden asiatere synes at have om naturbeskyttelse.

2. Revene er slemt tilredte eller døde

På vores anden dag i Nha Trang havde vi booket 2 dyk og snorkling på en heldagstur til en bugt cirka 45 minutters sejlads fra havnen. Her var der heldigvis ikke lige så meget skrald at se – til gengæld var revenes tilstand ikke noget at råbe hurra for. Tværtimod.

Revene er blevet ødelagte af fiskeri, og er derfor enten delvist ødelagte eller nærmest helt døde. Du finder derfor ikke meget liv under overfladen, hvilket blot er endnu en påmindelse om, hvor stor skade vi mennesker gør på naturen.

Så selvom det lykkedes Steffan at få et par gode billeder, var det ikke nemt. Tag derfor ikke hertil for dykningens skyld – for du bliver kun slemt skuffet.

3. Det er et russisk ferieparadis

Noget helt tredje er, at Nha Trang om noget er et russisk ferieparadis. Alt er derfor tilpasset turisme – især til de russiske turister. Det er helt ærligt ikke særlig charmerende eller lokalt.

4. Der er ikke særlig smukt

Du skal ikke tage hertil, hvis du forventer at finde vietnamesisk charme eller originalitet. For det findes ikke i Nha Trang. Som mange andre kystbyer i asien er der enorme højhuse og store hoteller lige ned til stranden. Det er ærgerligt, for det er ikke særlig charmerende eller pænt.

Det var desværre ikke et særlig positivt indlæg, men vi vil hellere være ærlige, så andre undgår samme skuffelse som os.

Del og like gerne vores indlæg:

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *