Hvis du går og tænker på at blive professionel dykker, så er uddannelsen til divemaster det første skridt på vejen. Som divemaster er du instruktørens højre hånd, og du bliver blandt andet også i stand til at guide dykkerture på egen hånd. Lyder det ikke fedt?
For at kunne få lov til at starte på uddannelsen til divemaster, skal du blandt andet have bestået Open Water Diver, Advanced Open Water og Rescue Diver. Det tager derfor lidt tid (og penge) at nå dertil, hvor du kan starte på uddannelsen. Når det så er sagt, er det den fedeste uddannelse, du kan tage!
Hvad skal du igennem på Divemaster uddannelsen?
Da det at være divemaster giver ansvar på skuldrene under dykkene, er der en række krav til din dykkefysik og fysiologi. Du skal derfor bestå en række fysiske prøver, som skal vise, om du kan håndtere stressende og potentielt livsfarlige situationer. Derudover skal du assistere flere kurser og udføre en længere række opgaver, som divemasteren står for.
Hvilke krav er der for at kunne starte på en divemaster?
For at kunne starte på uddannelsen skal du:
- Have 40 dyk fra start.
- Være fyldt 18 år.
- Være certificeret Rescue Diver.
- Have gennemført og bestået et EFR kursus.
- Være god til engelsk, da materialet er på engelsk.
Hvad skal der til for at blive certificeret divemaster?
Udover at bestå teorien, skal du også bevise, at du er en god svømmer ved at kunne:
- Svømme 400 meter på max 11 minutter.
- Træde vande i minimum 15 minutter.
- Snorkle 800 meter på max 18 minutter og 30 sekunder.
- Bugsere end ykker på 100 meter på max 4 minutter og 20 sekunder
- Andre udfordrende øvelser.
Hvad kan du som uddannet Divemaster?
Når du er kommet igennem kurset, som tager minimum 3 uger, vil du have tilegnet dig dykkerfærdigheder på et højt niveau. Du ved hvordan, du assisterer en instruktør på dykkerkurser, ligesom du ved, hvordan du skal tage ansvar for andre dykkeres sikkerhed.
Ikke nok med det kan du også stå for et Discover Local Diving, organisere dykkeraktiviteter uden en instruktør og afholde mindre kurser. Uddannelsen er en international uddannelse, og du efter certificeringen kunne arbejde som professionel dykker på dykkerskoler og dykkercentre verden over.
Når du er færdig med din divemaster, får du et login til PADI PRO, som kun er for professionelle dykkere. Her vil du have mulighed for at se mange af de dykkerjobs, som bliver lagt op.
Steffan er rigtig glad for, at han tog beslutningen om at blive divemaster. Han er blevet en meget mere sikker og tryg dykker samtidig med, at han er blevet dygtig til at tage ansvar og have overblik over andre, mens de er i vandet. Han kan derfor klart anbefale dig at tage kurset, hvis du gerne vil dygtiggøre dig 😊
Hvad koster en divemaster uddannelse?
Selve uddannelsen koster 6.000 kroner, hvoraf materialerne koster 1.700 kroner. Så det er en dyrere uddannelse, men den giver dig mulighed for at kunne arbejde med din hobby efterfølgende 😊