SRI LANKA

Vandretur på Little Adam’s Peak i Ella: Alt du skal vide

Little Adam’s Peak finder du i Ella, som er et meget naturskønt område. Det er desuden også meget backpackervenligt, da naturoplevelserne er gratis og maden billig. Hvis du godt kan lide naturoplevelser, og gerne vil fodre din Instagram med flotte billeder, er der ingen tvivl: du skal til Ella!

Little Adam’s Peak er et af de højdepunkter backpackere og andre rejsende tager til Ella for at opleve. Som navnet antyder er det bjerg, som ikke kræver de store vandreskills at kunne bestige, fordi det er et “lille bjerg” – og det syntes vi var fedt!

Hvorfor bestige Little Adam’s Peak?

Fordi der venter en helt fantastisk udsigt! Det korte svar er, at der venter en rigtig flot udsigt over området og til Ella Rock. Det lidt mere uddybende svar går på, at turen op til toppen af bjerget er meget naturskønt. Du skal ikke gå særlig lang tid, før du støder på de første teplantager og de første smagsprøver på, hvordan udsigten er fra toppen. Det gør vandreturen op ad bjerget til en ren fornøjelse for alle, der godt kan lide at kigge på noget flot, imens de rører sig og får pusten op 😊

Hvor lang tid tager det at bestige Little Adam’s Peak?

Det gode ved vandreturen op ad Little Adam’s Peak er, at det tager 30-45 minutter at nå toppen afhængig af, hvor hurtigt du går, og hvor mange stop du laver undervejs til billeder, drikkepauser med mere. Så hvis du sætter tre timer af til at gå op, nyde udsigten i fulde drag uden hast og til at gå ned igen, har du mere end rigeligt med tid.

Det gør det derfor også muligt for dig at opleve Nine Arch Bridge lige bagefter, hvis du er lidt i tidsnød, og ikke har særlig mange dage i Ella.

Vi nød virkelig at kunne bestige et bjerg uden at skulle bruge hele natten eller dagen på det 😊

Hvordan er ruten op ad bjerget?

De første lille stykke går du op ad en fin, jævn vej som efter et par minutter bliver erstattet af en mere ujævn overflade. Det skal du dog kun gå på i en 10-15 minutters tid indtil vejen bliver erstattet af trapper.

Udsigten er virkelig alle trapperne værd!

Selvom du måske som Mia hader at gå op ad mange trapper, er der flere steder mulighed og plads til, at du lige kan stoppe op og nyde udsigten, imens du køler af 😊 Trapperne bliver smallere og smallere jo højere du kommer op, og bliver til sidst erstattet af en sti, som leder dig op til toppen.

Koster det noget?

Det koster intet andet end en flaske vand og lidt sved på panden at bestige bjerget. Det er netop det fantastiske ved Ella – de tager ikke en krone for deres flotte og imponerende oplevelser. Området er som sagt derfor meget backpacker- og budgetvenligt, da du ikke skal ud og bruge en masse penge på entre 😊

Hvornår er det bedst at bestige bjerget?

Vi vil klart anbefale dig at være ved foden af bjerget omkring klokken 07. På dette tidspunkt passer det nemlig med, at alle dem som tager tidligt afsted for at se solopgangen, er på vej ned igen. Du kan derfor, ligesom os, være ret heldig med, at der udover dig eller jer kun er en håndfuld andre på vej op.

Vi havde på et tidspunkt et helt område på bjerget for os selv, hvilket gav os god tid til både at nyde udsigten i fred og ro og til at tage nogle gode billeder.

Vejen op ad bjerget er utrolig smuk!

Det gode ved at bestige bjerget klokken 07 er også, at du kommer afsted, mens det stadig er køligt. Vi kunne tydeligt mærke en forskel i temperaturen, da vi var på vej ned igen omkring klokken 08.30, og var derfor glade for, at vi sprang tidligt ud af sengen 😊

Nogle bonustips:

Husk at smøre dig godt ind i solcreme, inden du tager afsted. Vejen op til toppen er fuldt eksponeret for solen, så du kan hurtigt blive forbrændt, hvis ikke du har beskyttet dig mod strålerne på forhånd.

Sørg også for at have et par gode sko eller vandresko på, da det ikke er særlig praktisk at gå til toppen i klipklapper 😊

Del og like gerne vores indlæg:
fb-share-icon

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *