Mirissa er i højsæsonen et meget velbesøgt sted for udenlandske såvel som lokale turister – og det er ikke helt uden grund. Mirissa er nemlig et af de få steder i verden, hvor du nærmest med garanti kan få lov til at se og opleve de enorme og sjældne blåhvaler.
Hvor ligger Mirissa, og hvordan kommer du dertil?
Mirissa ligger i den sydlige del af Sri Lanka (du kan nærmest ikke komme længere sydpå). Hvis du gerne vil direkte hertil fra Colombo tager det cirka 4 timer med en privatchauffør. Vi vil på det kraftigste anbefale, at du vælger at køre med en privat chauffør, da offentlig transport ikke er særlig sikkert.
Busserne kører meget hasarderet, og tager du toget kan du riskere, at du ikke kan sidde ned, da de er proppede. Der er desuden heller ikke døre i togene 😊 Der sker mange ulykker i Sri Lanka, og det mest sikre (og det mest behagelige) er at leje en bil med privatchauffør.
Det koster cirka 10.000 rupees (omkring 380 kroner) med en privatchauffør fra Colombo til Mirissa.
Hvad kan du opleve i Mirissa?
Efter vores første søgning på Mirissa på internettet var vi ikke i tvivl om, at vi skulle hertil; for man kan nemlig se blåhvaler som et af de eneste steder i verden!
1. Hvalsafari
Den største attraktion for området er klart hvalsafari. Flere af firmaerne skriver rent faktisk, at de kan give 95% garanti for, at du ser hvaler. Det er nemlig ikke kun blåhvalen, som finder vej til Sri Lanka – også spækhuggere og hvalhajer kan opleves i farvandet ud for Mirissa.

Derudover kan du også være heldig at se flere forskellige typer delfiner. Vi var så heldige at se en flok langnæbbede delfiner, da de for en kort stund valgte at følge vores båd 😊

Der er mange forskellige operatører i Mirissa, og dem vi har hørt bedst om er Raja And The Whales og Whale Watching Club. Det var egentligt også dem, vi oprindeligt ville have booket med. Men, da vi ankom til vores hostel nævnte ejeren, at hendes bror havde en båd – så vi valgte i stedet at booke her 😊
Det kostede os 15.000 rupees for 2 mand. Vi har dog også set reklame for, at man kan komme afsted for 5.000 per mand 😊

Turen varer alt imellem 2-7 timer afhængigt af, hvor svært det er at finde hvalerne. Vi var afsted i små 3 timer og så mere end 3 blåhvaler (ad flere gange) 😊 Det var super fedt!
2. Secret Beach
Secret Beach lyder spændende og mystisk, og det var den måske også på et tidspunkt. For den er desværre ikke så ”secret” mere, som den var for nogle år siden. Ikke desto mindre er det værd at tage turen hertil, da stranden er flot og vandet klart og varmt.

I lavsæsonen (fra april) kan du være heldig lige som os næsten at have stranden for dig selv. Der var kun en håndfuld på stranden da vi fandt derned 😊

3. Gå en tur og spot vilde dyr
Kort efter vores ankomst til både Galle såvel som Mirissa fandt vi ud af, at det vrimler med vilde dyr så snart du bare bevæger dig ud i de mindre lokale områder.
Alene i haven på vores hostel har vi set leguaner og et dyr, som ligner en blanding mellem en vaskebjørn og en ræv (ja, det lyder lidt mærkeligt, men den ser også spøjs ud) 😊

Ikke langt fra vores hostel så vi desuden en kæmpe varan, da vi den ene dag skulle ud og sondere terrænet lidt. Den skulle efter sigende ikke være farlig – men den ligner ikke et dyr, vi har lyst til at nærme os! 😊
4. Andre ting du kan lave
Udover ovenstående kan du også tage til Coconut Tree Hill (et udsigtspunkt) og Mirissa Beach. De skulle begge være super fine steder at besøge, men på grund af maveproblemer har vi ikke nået at besøge stederne 😊
Hvis du er god til at surfe er der også gode muligheder for det i og omkring Mirissa 😊
Hej Mia & Steffan,
Det er nok en mangust I har set i baghaven. Eller et desmerdyr, som de kaldes på dansk.
Det er dem, der kan dræbe og spise de farlige kobraslanger, så de er gode at have i haven.
Nyd Sri Lanka og de mange vilde dyr. Det er ikke lang tid siden jeg kom hjem derfra 🙂
Kh Trine Handskemager | https://miss-world.dk
Hej Trine,
Efter en google søgning ser det ud til, at det er sådan nogle, vi har set i baghaven 🙂 Så tak for opklaringen!
Vi er helt vilde med dyrelivet i Sri Lanka – det er super fedt 🙂
Kh
Mia / Backpacking The World