SRI LANKA

Rejsebudget: Hvad koster 3 uger i Sri Lanka?

Sri Lanka er et fantastisk smukt land at rejse rundt i og passer perfekt til et backpackerbudget. Landet er dog en anelse dyrere at rejse rundt i sammenlignet med lande som Thailand og Vietnam. Her i indlægget giver vi dig et overblik over, hvad 3 uger i Sri Lanka koster.

Efter nogle dage i Sri Lanka blev vi enige om, at det kunne være ret fedt, hvis vi kunne holde os på et budget på 6.000 kroner per mand for 3 uger. Det er 4.000 kroner mindre per mand, end hvad vi egentligt har sat af i budgettet – så vil der være det ekstra til Filippinerne, som vi virkelig har glædet os til at komme tilbage til.

Rejsebudget for Sri Lanka i 23 dage for 2 personer

  • Visum: 450 DKK
  • Overnatning: 2.846 DKK
  • Transport: 2.136 DKK
  • Mad & drikke: 2991 DKK
  • Oplevelser: 1.872 DKK
  • Diverse: 1.424 DKK

I alt: 11.719 DKK

Dagligt budget pr. person: 254 DKK

Uddybning af rejsebudget for Sri Lanka

Overnatning:

De 2.846 kroner er blevet brugt på alt lige fra homestays til det, vi vil kalde ”budget-hoteller”. Vi har derfor overnattet for alt lige fra 70 kroner per nat for 2 mand til 175 kroner per nat. Den sidste uge i Sri Lanka besluttede vi os for, at vi havde brug for at være et sted, hvor sengene var gode, værelset stort og badeværelset rimeligt.

Vi bookede os derfor ind til 120 kroner per nat på et hotel midt i Hikkaduwa og ned til vandet. Det blev vi især glade for, da terrorangrebene ramte landet, og vi derfor ikke havde lyst til at skulle alt muligt 😊

Transport:

Transportposten havde vi inden ankomsten til Sri Lanka forventet ville blive rigtig lav, da vi havde læst, at busserne kunne koste helt ned til 3 kroner. Desværre blev det bare sådan, at vi følte os langt mere trygge ved at køre med en privatchauffør fra sted til sted.

Det er naturligvis langt dyrere end bus og tog; men overfyldte tog og hasarderet buskørsel havde vi ikke lyst til at kaste os ud i – vores mavefornemmelse omkring det var ikke god 😊 Så har du mod på offentlig transport, kan du reducere denne post kraftigt 😊 

Mad & drikke:

Vi havde hørt og læst flere steder, at maden i Sri Lanka kunne fås rigtig billigt. Dog måtte vi ret hurtigt ændre taktik fra lokale ”gaderestauranter” til restauranter rettet mod turister, da vi fik rigtig dårlige maver af det.

Vi prioriterede derfor at få mad lavet på restauranter med bedre hygiejne, da vi ikke havde lyst til 3 ugers maveonde. Risen blev derfor skiftet ud med pastaretter, burgere, sandwiches og lignende, hvilket bare koster det mere 😊

Vi kan varmt anbefale at spise på Nordic House i Hikkaduwa.

For at give et eksempel på prisforskellen spiste vi i Colombo for 15 kroner for 2 mand på en lokal restaurant, mens måltiderne i Galle og Hikkaduwa kostede 50-70 kroner for 2 mand. Men, når maven er god, er alting godt – så pengene var godt givet ud 😊

Derudover er pengene naturligvis også gået til forskellige drikkevarer og snacks.

Oplevelser:

Hvis du gerne vil på nogle af de rigtig gode ture, er det dyrt i forhold til, hvad man forventer af et sydøstasiatisk land. For at give dig et overblik betalte vi for følgende oplevelser:

Som du kan se, er pengene blevet brugt på meget få oplevelser. Dog skal det siges, at pengene for hvalsafarien og den private heldagstur i Yala Nationalpark var det hele værd 😊

Heldigvis rummer Sri Lanka også mange gratis oplevelser – Mirissa rummer flere smukke strande og alle naturoplevelser i Ella er gratis.

Nine Arch Bridge var blandt de gratis oplevelser!

Rundturen i Galle og omegn var dog ikke noget for os. Vi var pænt skuffede, da alle stederne vi kom, bare handlede om at få så mange penge ud af turisterne som muligt. Sådan er det bare nogle gange!

Vi kom desværre ikke ret meget rundt som vi ville; efter Galle havde vi en uges maveproblemer og kort efter ankomsten til Hikkaduwa ramte terrorangrebene. Det chokerede os dybt, og vi havde derfor ikke lyst eller behov for at bevæge os udenfor byen. Sådan er det nogen gange, når man rejser ud i verden – der er risiko for uforudsete hændelser, og det kan man umuligt gardere sig imod 😊

Ella var simpelthen så smuk!

Diverse:

Vores diverse er noget højere, end hvad vi egentligt havde regnet med, den ville være. Når det så er sagt, er det fordi, det er blevet brugt på gode ting såsom massage, fransk manicure, frisør og flotte og brugbare souvenirs. Derudover kommer også vasketøj, drikkepenge og simkort.

For at runde indlægget af er Sri Lanka altså meget budgetvenligt – også selvom du prioriterer privatchauffør og dyrere spisesteder. Sri Lanka er meget naturskønt, og hvis du sørger for at tænke dig om en ekstra gang og mærke efter i maven, er landet en rigtig dejlig rejsedestination.

Vi forelskede os aldrig helt i landet, men derfor vil vi stadig gerne anbefale det til andre rejsende; for der er meget smukt!

Del og like gerne vores indlæg:

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *