Sjælland

Oplevelser Sydsjælland: Besøg smukke Faxe Kalkbrud

Er du en af dem, der her under coronakrisen og lockdown drømmer om eksotiske getaways? Det er ikke nogen hemmelighed, at det netop er det, vi gør! For at dulme lidt af rejselysten tog vi derfor til Faxe Kalkbrud, som må siges at give drømmene om varmere himmelstrøg frit løb.

Azurblåt og klart vand er noget, mange af os drømmer om at opleve, når vi tager på ferie sydpå. Men faktisk behøver du ikke rejse længere end til Faxe for at opleve dette – og så endda helt gratis (når transport selvfølgelig er regnet fra).

En rejse 63 millioner år tilbage i tiden

Lidt øst for Faxe by finder du Faxe Kalkbrud. Når du bevæger dig ned ad trappen, kommer du til det, der er bunden af et 63 millioner år gammelt hav. Selvom det kan være svært at tro på, så svømmede her engang hajer, krokodiller og andre eksotiske dyr rundt mellem farverige koraller.

Det og mange andre af havets dyr og planteorganismer har dannet den kalk, som vi i dag kender som Faxe Kalkbrud. Derfor er de flotte søer ikke alene en oplevelse i kalkbruddet – for her kan du også finde mange forsteninger blandt kalken. Koraller, hajtænder og muslingeskaller er blandt nogle af de forsteninger, du kan være heldig at finde.

Læs også: Den Uendelige Bro: Et kunstværk på Varna Strand

Hvis du gerne vil på fossiljagt, kan du få udstyr til det fra Faxe Vandrehjem eller Geomuseet. Vi lejede ikke noget udstyr, da vores mission var at få nogle gode billeder – men ved et mindre og nærmere kig kunne vi sagtens finde fine koraller blandt kalken. Så der er helt sikkert en masse at finde!

Færdsel i Faxe Kalkbrud er på eget ansvar

Faxe Kalkbrud

Hvis du ikke har behov for at leje udstyr, er Faxe Kalkbrud et helt gratis sted at besøge året rundt. Dog er det vigtigt, at du er opmærksom på, at kalkbruddet er en arbejdsplads, og der derfor godt kan køre maskiner rundt. Vil du gerne undgå kørende maskiner, er det bedst at komme på helligdage (som vi gjorde) eller weekender.

Lad endelig også være med at udfordre skæbnen på de stejle skrænter, da der kan forekomme skred. Hold dig derfor til stierne (særligt hvis du har små børn med).

En oplevelse udover det sædvanlige

Faxe i sig selv har ikke så meget at byde på. Men kalkbruddet er så absolut køreturen værd. Særligt hvis du alligevel befinder dig på Sjælland. Udsigten over kalkbruddet er helt fantastisk – vi var nødt til at knibe os selv lidt i armen for at være sikker på, at den var god nok 😊

Så hungrer du efter en lidt eksotisk og anderledes oplevelse, kan vi varmt anbefale Faxe Kalkbrud og dets grønne og blå søer!

Del og like gerne vores indlæg:
fb-share-icon

Du vil måske også kunne lide...

  1. Tak for at gøre opmærksom på det smukke sted. Der skal vi helt sikkert forbi i sommerferien

    1. Backpacking The World siger:

      Hej Line,

      Vi er glade for at kunne inspirere til oplevelser i sommerferien 🙂

      Mvh

      Mia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *