Nordsjælland har for os længe været et must do på vores liste over områder, vi skal opleve i Danmark. Det er en 3 timers køretur fra vores hjem ved Herning – men de smukke slotte og fantastiske naturområder vi kom forbi, gjorde hele køreturen værd. Så, hvad skal du se på Nordsjælland? Det fortæller vi dig her.
Nordsjælland bliver for mange (i hvert fald os jyder) forbundet med dyre adresser og mennesker med mange penge. Men, selvom Nordsjælland på mange punkter er ekstravagant, så venter der her nogle helt fantastiske oplevelser – også for Hr. og Fru Danmark.
Herunder kan du se vores rejsevlog derfra 🙂
Kronborg Slot – UNESCO Verdensarv
Efter at have set samtlige udsendelser med familien Beha, har vi længe været enige om, at Kronborg skulle opleves, inden vi igen rejser ud i verden med en camper. Det fortrød vi ikke et eneste øjeblik, da Kronborg må siges at ligge på et af de smukkeste adresser i Danmark.

Vi ankom lige inden solopgang en fredag morgen og kunne derfor i stilhed nyde lyset bryde frem fra mørket fra den anden side af Øresund. Det var helt magisk, da vi helt ærligt følte, at vi bare ved en kort svømmetur kunne komme lidt udenlands – for meget længere væk ligger Sverige ikke fra Kronborg – placeringen giver derfor (sjovt nok) også rigtig god mening.
Læs mere: Oplevelser i Nordjylland – flotte strande og fantastiske fyrtårne
Fordi vi var der så tidligt, kom vi ikke ind og besøgte prægtige Holger Danske. Men, vi fik gået os en rigtig god tur og luftet dronen (over vand – ikke i anlægget) i stedet. Det kan varmt anbefales, og skal der lidt mere overtalelse til, så er Kronborg slot faktisk også med på UNESCOs Verdensarvsliste og har været det siden 2000.

Det er det, fordi det er et af Nordeuropas mest betydningsfulde renæssanceslotte. Så tag gerne turen til Helsingør – det er det hele værd.
Frederiksborg Slot
Når nu vi alligevel var i gang med at besøge slotte, kunne vi ligeså godt fortsætte turen til Frederiksborg Slot, som vi på billeder havde set var et pænt flot slot. Ved at køre i god tid fra Kronborg håbede vi, at vi kunne få lidt af det smukke morgenlys, en magisk spejling og haven for os selv.

Det sidste gik ikke så godt, da vi ramte Skolernes Motionsdag – samtlige elever i Hillerød skulle derfor forbi Frederiksborg Slot kort efter, vi ankom. Lidt ærgerligt, men vi lykkedes alligevel med at få nogle helt fantastiske billeder oppe fra haven takket være Steffans kreative evner og tanker.

Ligesom ved Kronborg var Frederiksborg heller ikke åbent for besøgende, fordi vi var der så tidligt. Så heller ikke her kom vi indenfor i varmen. Det behøves dog heller ikke, da slothaven og omgivelserne i sig selv er overvældende og ekstravagante – det er derfor en oplevelse i sig selv at gå rundt og beskue det udefra.
Spodsbjerg Fyrtårn
Indrømmet – vi har noget med fyrtårn. Derfor skulle vi selvfølgelig også forbi et på Nordsjælland. Det blev så Spodsbjerg Fyr, da vi flere gange har set billeder af det og synes, at det skiller sig ud fra de mange andre fyrtårne, der er i Danmark.

Med sin lille højde og charmerende farver i toppen er det perfekt til fotografering, og det ligger simpelthen så fint der på morænen, som dramatisk rejser sig ved kysten. Det var lidt som at være ved Vesterhavet, sådan som omgivelserne var. Kan du derfor godt lide fyrtårn, kan vi klart anbefale at køre herud. Det ligger et godt stykke fra Hillerød, men det er turen værd, da luften er frisk og himlen er høj.

Store Dyrehave – UNESCO Verdensarv
Det sidste stop i Nordsjælland blev Store Dyrehave. Ikke fordi vi gerne ville på jagt efter råvildt, men fordi skoven her er noget helt særligt, hvorfor den også er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

I 1600-tallet anlagde Christian IV skoven med 8 veje, der alle sammen udgår fra kongestjernen i midten. Skoven blev anlagt således til Parforcejagt, som er en jagtform, hvor byttedyret udmattes, inden det bliver dræbt. Dette arbejde havde kongen naturligvis folk til at gøre for ham – og når dyret var udmattet, ja, så kunne han nedlægge dyret med en hirschfænger.
Læs også: Sommerferieguide: 12 gratis oplevelser i Jylland
Selvom det på et kort virker ligetil at finde stjernen, er der så mange stier i skoven, at man nemt kan gå galt. Vi anbefaler derfor, at du tager et billede af kortet eller af et kort direkte fra Google Maps – for vi var lige ved at gå forkert.
Det er en fantastisk skov med mulighed for at komme forbi både søer og moser – så er du til lidt frisk skovluft, kan vi klart anbefale det på turen til Nordsjælland.
Du får mere rejseinspiration ved at følge os på Instagram.