Der er et yndigt land. Når solen skinner, fuglene kvidrer, Dannebrog vajer og havet står blikstille, er der ikke noget så skønt som at udforske Danmark. Vi bor i et meget smukt land, der har en del oplevelser at byde på. Særligt de farverige af slagsen, som jeg har brugt en del tid på at opsøge de seneste år.
Indlægget er lavet i samarbejde med Flügger.
Farver er dejlige. Farver vækker følelser. Farver er, hvad der tiltrækker os. Det tiltrækker i hvert fald mig og mit kamera, da jeg som udgangspunkt altid går efter de farverige oplevelser, når jeg er afsted rundt om i Danmark, Norden og verden generelt. Jeg elsker farver og bliver helt høj af en solnedgang med blus på de orange og lyserøde farver. Jeg bliver helt igennem glad. Derfor er det også fantastisk, at jeg sammen med Flügger har muligheden for at tage jer med på farverige oplevelser rundt om i Danmark. For det er en stor del af mig og mine rejser!
Min betagelse af farver er der kommet en del gode oplevelser ud af rundt om i det danske land, som jeg gerne vil dele med jer i håbet om at kunne inspirere til nye og mindeværdige oplevelser.
Vi starter i min hjemegn. Sønderjylland.
Hvilke farverige oplevelser er der i Sønderjylland?
Nok rejser jeg meget omkring, men mit hjerte vil altid have plads til Sønderjylland. Særligt Marsken og Vadehavet er et område, der står mit hjerte meget nært. Ved Ballum og Højer Sluse får man de mest fantastiske solnedgange over det flade land, som jeg virkelig kan anbefale at opleve.
Bådsbøl-Ballum
Vil du gerne opleve en farverig solnedgang med masser af fugle (og chance for Sort Sol), er stranden ved Bådsbøl-Ballum et rigtig godt spot. Her er der også mange faskiner, der er ikoniske for egnen.

For se lige en smuk solnedgang med knald på farverne!
Hjerpsted Strand
Ikke langt fra Bådsbøl-Ballum ligger Hjerpsted Strand. Dette er også et meget roligt spot, hvor du kan få stranden mere eller mindre for dig selv. Vinteren i 2021 var på mange måder meget gavmild. Den var i hvert fald så vinterlig, at Vadehavet frøs til is. Det kom der nogle smukke aftener ud af, som jeg var heldig at fange med kameraet.

Det slår mig som en af de smukkeste vinteraftener, jeg har haft i Danmark!
Hvilke farverige oplevelser er der i Midtjylland (og langs med Vesterhavet)?
Jeg har flyttet lidt omkring i Danmark. I 2019 førte det mig til Lind ved Herning. Det slår måske ikke mange som et sted, hvor naturen skal udforskes – eller hvor der er noget at se på den konto.
Men det er der.
Søby Brunkulslejer
Kun et stenkast fra Herning finder man Søby Brunkulslejer. Det er både et flot sted med naturbrillerne på, men er man også til lidt historie, er der også noget at komme efter. For fra begyndelsen af Anden Verdenskrig og 30 år frem til 1970, blev der udvundet en del brunkul i Søby i jagten på at tjene lidt penge. Faktisk tiltrak det så mange mennesker, at der opstød et ”lettere” lovløst samfund.
Tilbage i 2019, hvor jeg kom forbi Søby, havde jeg en drone sammen med min ekskæreste, som jeg/vi fik disse vildt flotte og farverige billeder ud af!


Jeg kan skrive under på, at der er smukt både sommer som vinter.
Almind Sø
Er du lidt i tvivl om geografien, tager jeg dig nu til Silkeborg. Det er et sandt paradis for mennesker som mig, der elsker natur og at tage billeder. Almind Sø er min favorit af de mange søer, der er i og omkring Silkeborg.

Jeg synes, det er genialt, at de har lavet to “uendelige” broer til brug til badning. Kommer du der til solopgang eller solnedgang, får du også det smukkeste lys (og måske også dis) ved søen. Det er ganske magisk.
Himmelbjerget
Ikke langt fra Silkeborg ligger det ikoniske Himmelbjerget. Er man til maleriske solopgange eller solnedgange, kan jeg anbefale at tage hertil. Der er ikke mange mennesker, udsigten er helt igennem fantastisk og farverne er bare… Waow.


Billederne taler for sig selv herunder! Jeg synes selv, det giver god mening at have med i denne farverige guide 😊
Lyngvig Fyr
Fyrtårn står mig meget nært. Jeg elsker fyrtårn. Især fordi de har det med at være placeret på meget naturskønne pletter i Danmark. Lyngvig Fyr ligger kun 45 minutters kørsel i vestlig retning fra Herning og var derfor et oplagt udflugtssted, da jeg boede der.
Særligt farverige solnedgange (surprise) gjorde det meget attraktivt at komme derud.
Se bare på disse billeder herunder, hvor solen og himlen virkelig forkæler!


Bovbjerg Fyr
Bovbjerg Fyr er et af mine absolutte favoritter. Med sin røde farve og placering ved dramatiske klinter er det et fyrtårn, der passer perfekt ind i denne farverige rejseguide. Det er cirka en times kørsel fra Herning og er om noget køreturen værd – også midt på dagen i fuld solskin, hvor jeg var heldig at lægge vejen forbi.


Naturen forkælede mig med fantastisk grønt græs og smukke lilla blomster, der lige var sprunget ud. Det gjorde sig som en fantastisk kontrast til det røde fyrtårn.
Hvad er der af farverige oplevelser i Nordjylland?
Det er ikke meget, jeg har været i Nordjylland. Men jeg har dog haft fornøjelsen af at være der en enkelt weekend, da sol, måne og stjerner stod helt rigtigt. Målet var en solopgang ved det ikoniske Rubjerg Knude Fyr.

Den var noget så malerisk! Åh, hvor var det idyllisk at se solen stige i horisonten, mens fuglene stod op og søgte ud til havs. Den malede himlen i de smukkeste farver. Jeg kan varmt anbefale at tage dertil uden for sæson og stå op efter solopgangen – for det er virkelig det værd.
Hvad er der af farverige oplevelser på Fyn?
Fyn er fin. Man skal på ingen måder skynde sig igennem, hvis man spørger mig. For der gemmer sig mange skønne perler rundt om på øen. Er du også til de farverige af slagsen, kan jeg anbefale følgende naturoplevelser.
”Under broen” ved Lillebælt
Du behøver kun lige og lige komme over på Fyn, før den første farverige oplevelse melder sig. For er der et smukt sted, så er det Lillebælt. Måske du kender ”Rock under Broen”. Så kør til det grønne område, hvor det bliver holdt. For herfra får du en virkelig god udsigt til både den nye og den gamle Lillebæltsbro. Når solen går ned, opstår der et fantastisk farvespil.


Du finder det ved Strandvejen!
Flyvesandet
I den nordlige del af Fyn finder man det, der hedder Flyvesandet. Det er et skønt område, der ligger lige ud til vandet. Her er masser af strand, vand og træer. Ja, og så er der også den hyggeligste campingplads.
Det var nogle helt særlige træer, der dengang tiltrak min opmærksomhed. For ved Flyvesandet (cirka 15 minutters gåtur fra campingpladsen) kommer man til et område, hvor der pludseligt rejser sig nogle meget høje træer. Formen på træerne og afstanden mellem dem, som er skabt af stormvejr, gør det til et ganske unikt sted.
Og se lige farverne!


Hvilke farverige oplevelser er der på Sjælland?
Sjælland er stor og har ret meget at byde på. Foruden København er der mange smukke naturoplevelser rundt omkring med fyrtårne, kalkbrud og slotte. Jeg har sorteret lidt i det, så du får de flotteste og mest farverige af slagsen her.
Faxe Kalkbrud
Har du set azurblåt hav i Danmark? Nej, det er der de færreste, der har. Men du kan få en snert af det i Faxe Kalkbrud. For her er vandet i vandbassinerne så blåt og så klart på grund af kalken, at det ligner noget fra Grækenland. Det er meget svært at tro egne øjne, når man kommer dertil.

Jeg kan varmt anbefale en tur dertil med en eventuel overnatning, da der er mange hyggelige oplevelser i området.
Sejerø Fyrtårn
Sejerø er egentligt ikke på Sjælland. Det er en ø, der ligger vest for Sjælland. Men det er et spot, der er værd at nævne, fordi der er så idyllisk. Der er meget vildt i form af harer og rådyr og for enden af øen, finder man et af de smukkeste fyrtårne i Danmark – et gult et af slagsen. Det fortjener om noget opmærksomhed i denne farveguide.

Kronborg Slot
Det er måske ikke helt natur. Men det er virkelig smukt. Kronborg Slot er i sig selv ret imponerende. Når man så ser det i solopgangen, som jeg gjorde, bliver slottet kun endnu smukkere. Der er meget fredeligt om morgenen – så det kan varmt anbefales. Du kan se til Sverige derfra, hvilket egentligt er meget hyggeligt og idyllisk. Så husk gerne morgenkaffen og en rundstykke.

Danmark er slet ikke så kedeligt endda. Der er masser af natur og dejlige farver at se på. Særligt de lange lyse sommernætter og de tidlige sommermorgener er med til at sprede et ganske unikt lys, som mange kommer hertil for at opleve.
Tag farverne ind og nyd dem sammen med naturen – for det er balsam for sjælen.