Efter omkring halvandet års spinklen og sparen lykkedes det os for en måned siden at opfylde vores drøm: at flytte permanent ind i en ombygget varevogn. Den er ikke kun vores hjem. Den er også vores kontor og transportmiddel, som skal tage os rundt på eventyr på ubestemt tid i hele Europa fra august.
Men, hvordan er det så at bo i en van? For en ting er at gå og drømme om at flytte ind i en van og så rent faktisk gøre det i praksis!
Vanlife er lige så afslappende som forventet
En af de helt store ”gulerødder” for os ved at flytte ind i en van var forestillingen om at få en mere afslappende hverdag. Selvom Steffan stadig arbejder fuldtid og jeg også knokler derudaf med mit firma for at skrabe den sidste gode slat penge sammen, er det langt mere afslappende end at bo i en lejlighed.
Det kan måske ikke synes sådan, da der ikke er en behagelig sofa eller en varm vandseng. Men, rengøring tager ingen tid, madlavningen bliver gjort mere simpel, fordi vi ikke har et kæmpe køkken og det med at gå i bad hver dag er sløjfet, fordi det er for bøvlet. Det tilsammen giver en del ekstra tid – i hvert fald for os 😊
Vi skal opgradere vores opbevaring
Da vi lavede vores Opel Movano om, havde vi en ide om, at vi havde rigeligt med opbevaringsplads og at det, vi havde lavet, også var smart og godt. Det er det også langt hen ad vejen. Men, vi kan se, at vi skal tænke endnu mere praktisk, så der er færre ting, der flyder eller vælter rundt i vores van, når vi kører. Dette er virkelig rart at have fundet ud af allerede nu, da det giver os mulighed for at opgradere hylder, kasser med mere med det samme, inden vi smutter over grænsen 😊
Det er koldt om natten
Den første måned har bestemt været en udfordring, når det kommer til vejret. For det har virkelig været en kold omgang med masser af nattefrost – og det er vores van ikke helt gearet til, da det trækker ind med luft flere steder fra.
Men, det er også en fordel for os at have fundet ud af, da vi nu ved, at det ikke bliver aktuelt at bo i vanen fuldtid i lande, hvor temperaturen falder voldsomt om vinteren. Her er vi nødt til at prioritere varmere himmelstrøg – men altså, det er da heller ikke helt dårligt, vel? 😉
Om formiddagen har det også til tider været en kold fornøjelse for mig, Mia, at sidde og arbejde i vanen uden varme. Vi har valgt ikke at have gasfyr, da vi ikke ønsker risikoen for et læk. Vi har derfor en elvarmer, som ja, kræver strøm for at være tændt – og da vi endnu ikke har solceller, kan den altså kun køre, når vi er koblet til strøm på campingpladsen 😊
Det er simpelt og dejligt
Allerede få dage efter, vi var flyttet ind i vores van, begyndte vi at gå i ”backpackermode”. Det vil sige, at vi hverken savnede at have mange ting, ikke havde behov for at skifte tøj hele tiden og generelt bare begyndte at hvile mere i os selv og omgivelserne. Det kræver selvfølgelig også et særligt mindset at kunne skifte fra lejlighedsliv til permanent vanlife – for det er bestemt noget helt andet 😊
Men har du ikke brug for en masse ting, og vil du hellere prioritere hverdagseventyr frem for et stort hus og en dyr bil, er vanlife bestemt også noget for dig!
Er du nysgerrig på at følge med i vores fuldtidsvanliv, er du mere end velkommen til at kigge forbi på vores YouTube, hvor vi jævnligt opdaterer med nye videoer 🙂