Leukerbad
Rejse i Europa

Vi er (endelig) rejst ud som digitale nomader!

08. august 2021. Den dag begyndte vi officielt vores liv som digitale nomader. Et nyt kapitel. Et nyt liv. Et nyt mål. Om at besøge alle lande i Europa med arbejdet under armen. Vi ved godt, det lyder meget ambitiøst og som en vanvittig ide – især i disse tider, hvor ordet “pandemi” nævnes mindst én gang dagligt i nyhederne. Men det skal ikke stoppe os.

Vi har længe drømt om at rejse ud på fuldtid. Først troede vi, det skulle være i en ombygget varevogn. Vi nåede da også at købe en. Vi nåede også at bygge den om. Ja, og så nåede vi faktisk også at bo i den i tre måneder på en campingplads ved Herning.

lillebæltsbroen
Det var denne smukke sag, vi nåede at bo i fra april til juni.

Vi troede, det var kærlighed ved første blik. Vi var da også meget begejstrede og lykkelige, fordi den var symbolet på den frihed, vi bliver ved med at søge efter. Men det skulle ikke være. Primært fordi jeg (Mia) udviklede angst og tvangstanker. Så den blev solgt videre til et ældre ægtepar og blev skiftet ud med en Renault Clio og et telt (som vi faktisk boede i i en måned på campingpladsen).

Læs også: Vi er flyttet ud af vores van og ind i vores telt

Europa here we come!

Nu er tiden på campingpladsen ovre. Steffan har sagt sit job op og jeg har taget computeren og dermed også min arbejdsplads med mig ud i Europa. I skrivende stund arbejder jeg/vi fra et smukt alpeområde i den sydvestlige del af Schweiz. Inden vi nåede så langt brugte vi et par uger i Tyskland og tre fantastiske dage i Liechtenstein (og nej, det var bestemt ikke billigt).

Det er præcis, som vi havde håbet på, det ville være. Hver dag flyver afsted. Men ikke hurtigere, end at vi kan nå at nyde det. Vi forsøger på bedste vis at kombinere arbejdstid med fritid. Nogle gange bliver det blandet sammen og andre dage er der fuldt fokus på enten det ene eller det andet. Det er frihed for os. At vi selv kan bestemme, hvornår vi oplever, og hvornår vi banker penge ind på kontoen.

Men det er ikke lutter fryd og gammen. For det er også hårdt at rejse ud uden bagkant og med en frygt for, at vi “fejler” eller er nødt til at sætte drømmen på standby på grund af pandemien. Vi skal skabe en hverdag – en anderledes en af slagsen, end hvad vi er vant til. Men det er en udfordring, vi meget gerne tager op, da vi rejser for at leve.

Kommer vi så slet ikke hjem til Danmark igen?

Det ved vi ikke. Det er det korte svar. For vi ved det simpelthen ikke. Drømmen er at rejse rundt og opleve, så længe vi har lyst til det. Men drømmen er også at finde et sted som alle andre, hvor man hører til og kan have sin base på de tidspunkter, hvor bægeret er fyldt op, og der skal lidt ro på.

Geroldsee i de tyske alper var magisk!

Vi beundrer faktisk dem eller jer, der tør kaste sig ud i en “almindelig hverdag og et almindeligt liv” med hus, bil, hund og børn. For det tør vi ikke. I hvert fald ikke endnu, da det bliver for klaustrofobisk en tanke for os. Vi har forsøgt, men vi fungerer ikke i det. Vi bliver triste, stressede og kede af det.

Så lige nu forsøger vi på bedste mulige måde at leve i nuet og gribe dagen. Nyde, hvor privilegerede vi egentligt er – for vi godt, at det ikke bare lige er alle, der kan hive teltpløkkerne op og smide alle bolde op i luften uden nødvendigvis at kunne gribe dem alle sammen igen 🙂

Bastei
Saksiske Schweiz er et af de steder, vi har været forbi på turen ned gennem Tyskland.

Vi har heller ikke lagt nogen plan for, hvor vi skal hen de næste mange måneder. Lige nu er vi i Schweiz – og vi ved ikke hvor længe. Vi ved heller ikke endnu, hvad vi alt gerne vil ud at opleve. For vi rejser bedst, når vi planlægger noget spontant. Alt andet bliver for stringent og struktureret 😉

Vi ved dog, at vi elsker at inspirere andre. Ikke nødvendigvis til at gøre det samme, da vi godt ved, det for nogen er ekstremt, det vi gør. Men, hvis bare vi kan inspirere til lidt mere eventyr og frihed i hverdagen, er vi glade. For det er i bund og grund det, livet handler om.

Vi deler ud af vores liv og hverdag på både Instagram (@backpackingtheworld_) og YouTube, hvis du skulle have lyst til at følge lidt med 🙂

Del og like gerne vores indlæg:
fb-share-icon

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *