Når vi gerne vil se store dele af verden, men samtidig har en husleje på 10.000 kroner midt i København, må vi gøre nogle ofre. Vi sparer derfor, hvor vi kan – og vi lever derfor efter princippet “En krone sparet er en krone tjent”.
Det kan være svært at gennemskue, hvad du kan gøre for at få opsparingen til at vokse hurtigt. Vi har valgt at sige, at det handler om prioriteringer. Det er ikke altid sjovt, men hvis du gerne vil ud på den fede rejse, må du også ofre en smule.
Hvordan sparer du op til drømmerejsen?
1. Lav en madplan
Et af de steder, hvor vi har sparet en del af vores penge, har klart været på madbudgettet. Vi har valgt at begrænse take-away og restaurantbesøg, fordi det hurtigt løber op. Dermed ikke sagt at vi spiser kedeligt. Vi laver altid en madplan og en indkøbsliste, der passer til, så vi undgår impulskøb.
Derudover tjekker vi priserne, inden vi lægger noget i kurven og går efter retter, som kan strække sig over flere dage, og som ikke er dyre at lave. Her sparer du nemt nogle hundrede kroner om måneden.
2. Begræns alkohol og byture
Vi begrænser byture, da man hurtigt med entré og alkohol kan komme af med minimum 500-1000 kroner per gang. Så hvis du er vant til mange byture, er der mange penge at hente her.
3. Shop kun, når du virkelig mangler
Mangler vi virkelig et par bukser mere eller de flotte sko? Nej. Vi begrænser os så meget vi kan, når det gælder shopping. Vi tænker os om en ekstra gang, og er desuden også begyndt at tænke over, om den nye t-shirt vi køber, kan gøres så bæredygtig så muligt; for god kvalitet holder længere og giver mindre forbrug.
4. Drop tv-pakken
Hvorfor bruge tid og penge på at se genudsendelser? Det gad vi ikke, så vi har droppet tv-pakken til fordel for TV2-play og HBO. Det er meget billigere, og giver os mere interessant TV.
5. Læg mobilabonnementet om
Mobilabonnementet er et af de absolut mindst smertefulde steder at spare penge. Et godt eksempel er, at vi månedligt sparer 120 kroner. Vi giver hver især henholdsvis 49 og 69 kroner om måneden – så her kan du nemt hente nogle penge. Du kan se en oversigt over mobilabonnementer her.
6. Tænk på dit vand-, varme- og elforbrug
Udover at det er godt for miljøet, er det også godt for din pengepung at tænke over dit vand-, varme- og elforbrug. Du kan nemt og hurtigt spare mange penge: Alene på de to første poster har vi samlet sparet 3.300 kroner på et år – så det kan godt betale sig at slukke for lyset i det rum, du ikke befinder sig i eller sørge for, at apparaterne ikke kører på standby.
Det kræver derfor ikke særlig meget mere end lidt omtanke og stædighed – så kommer du virkelig langt med din opsparing til backpackerrejsen 🙂
Mangler du en god pakkeliste til din backpackerrejse? Læs gerne vores indlæg og få inspiration her:
Pakkeliste til backpackerrejsen: Det skal du have med i rygsækken