Har du planlagt en sommerferie eller lille getaway til Stavanger og omegn? Det forstår jeg godt! For det er et helt fantastisk område i den sydlige del af Norge, som jeg på det varmeste kan anbefale at tage til, hvis og når du har muligheden for at tage til Norge.
Preikestolen – eller Prædikestolen – er det, der hvert år trækker mange tusinde turister til Stavanger og omegn. Derfor er Stavanger og nærmest blevet synonym med netop Preikestolen. Jeg må da også indrømme, at netop den vandretur og udsigt var det, der fik mig til at planlægge en uge dertil i april.
Men området byder også på meget andet end det!
Oplevelser ved Stavanger – hvad skal man se?
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg er vild med at vandre, og at det netop er det, der trækker mig ud i verden. Norge var og er ingen undtagelse. Det var derfor ikke selve Stavanger, som jeg var draget af, da jeg planlagde rejsen. Det var i stedet naturen.
Så hvad skal man opleve?
Preikestolen (Prædikestolen)
Den altoverskyggende seværdighed i området ved Stavanger er selvfølgelig intet mindre end Preikestolen. Efter Mission: Impossible med Tom Cruise er det blevet et af de største tilløbsstykker i Norge. Og det kan man godt mærke på godt og ondt.

Preikestolen ligger på den anden side af Stavanger og verdens længste undersøiske tunnel, Ryfylketunnelen. Herfra tager det cirka 15-20 minutter at nå til parkeringspladsen ved foden af vandrestien til Preikestolen i bil. Der er ikke meget plads på vejen dertil – men den er meget scenisk og sigende for det landskab, som du kan nyde hele vejen op til Preikestolen.
Det koster 250 kroner i parkering.
Jeg vil gerne slå fast, at man skal være i god form for at tage turen op til Preikestolen. Selvom det er en vandrerute, der er meget betrådt, og hvor der er lagt trapper af sten og meget andet, er der en god stigning. Er du derfor ikke vant til at vandre eller til at gå langt, bliver det en anelse hårdt 🙂 Husk derfor en god madpakke og drikkedunk (kan fyldes op undervejs fra naturlige kilder).
Det er en vandretur, der tager 1,5 – 3 timer den ene vej alt efter, i hvor god form du er.

Men antallet af turister har bestemt også noget at sige. Jeg var der i slutningen af april, hvor trailet netop er blevet fri for sne. Derfor kunne jeg nyde turen derop med et begrænset antal af turister (og havde det for mig selv en halv times tid fra 16-16.30). Ud fra beretninger fra lokale og andre turister, vil jeg ikke anbefale at tage vandreturen i højsæsonen. For det bliver simpelthen for meget og for farligt med de flaskehalse, der opstår.
Og nej! Man kan ikke køre derop. Det er der desværre mange, der fejlagtigt tror 🙂
Når det er sagt, er det en fantastisk oplevelse med en helt fantastisk udsigt. Så kan du tage afsted tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen, venter der dig en rigtig god oplevelse!
Tysdalsvatnet
Vil du gerne prøve oplevelsen af at gå langs med en norsk fjord? Det får du ved Tysdalsvatnet! Det er i mine øjne en lidt overset perle, som klart står i skyggen af Preikestolen og Stavanger. Tysdalsvatnet viste sig faktisk at blive en af de helt store og bedste oplevelser på min 7 dages ferie med mine forældre. Fordi det var uventet, at det var så flot.

Jeg laver normalt ikke meget research, når jeg rejser. Det gør jeg for at blive overrasket og lade uventede oplevelser komme til. Sådan en var Tysdalsvatnet. Mine forældre og jeg vidste ikke lige, hvad vi gerne ville – og da vejen til Lysebotn var lukket – udvalgte jeg en lidt tilfældig sø på kortet.
Det viste sig at være en rigtig god ide, da vi ankom til det, der før har været en hovedvej, Riksvei 13, men som nu er blevet lukket på dele af strækningen og erstattet med Svotunnelen. Vejen går langs med Tysdalsvatnet og byder på nogle helt fantastiske udsigter i rolige omgivelser. Vi havde det helt for os selv og mødte først et par, da vi var på vej tilbage til bilen igen.

Det er muligt for gående og cyklister at færdes på vejen. Den blev lukket i sin tid på grund af fare for stenskred – og dem mødte vi også resultatet af undervejs.
Mit indtryk er klart, at det er begrænset, hvor mange turister der finder vejen til søen. For der er kun en lille parkeringsplads. Vil du derfor gerne have en mere autentisk oplevelse, kan det klart anbefales (og så er det gratis!).

Kør rundt uden et mål for øje
Er der noget, jeg har lært på mit samlede 3 ugers roadtrip i Norge, så er det, at de bedste oplevelser kommer, når man bare kører rundt uden noget formål eller forventninger. Det valgte jeg også at gøre med mine forældre på en skyfri og stille aften. Vi ville jagte solnedgangen. Og hvor er jeg glad for, at vi gjorde det!

For ikke langt fra Jørpeland kom vi forbi små bygder og søer og endte med at finde en holdeplads med den flotteste udsigt. Jeg har ingen anelse om, hvor det var henne, men udsigten var ikke til at tage fejl af 😉
Ikke lang tid efter kom vi til et sted med små fiskerhuse og både med det flotteste spejlblanke vand. Farverne var blevet mere lyserøde og lilla – perfekt til kameraet. Det er længe siden, jeg har oplevet så smuk en solnedgang. Så det kan faktisk også godt lade sig gøre i ellers regnfulde Norge.

Vil du gerne have mere inspiration til Norge? Så læs om mine 14 dage i telt.