Drømmer du om et roadtrip i Norge? Så kommer jeg ikke til at tale dig fra det. For rundt om hvert et hjørne venter der helt fantastiske udsigter, som bare venter på, at du opdager og udforsker dem. I april tog jeg 14 dage til Norge med bil og telt. Det kom der et eventyr ud af – og her kommer mine anbefalinger til rute og seværdigheder.
Norge er ikke mange timer væk i hverken fly, bil eller med færge. Det er et land kendt for sin storslåede natur. Den har jeg i mange år drømt om at skulle opleve – og det fik jeg slået hul på i april med et 14 dages roadtrip i Norge.
Startdestinationen var Malmø ene og alene af den grund, at det er meget billigt at leje en bil i Sverige, hvortil der også er fri kilometer, hvilket sjældent er en gode, der følger med ved leje herhjemme.

Roadtrip i Norge: Ruten
Turen blev lidt lang. Men det var kun for det gode. Det kan godt komme til at se lidt voldsomt ud, da vi som sagt startede i Malmø. Men det var det værd, da vi sparede mange penge på at leje en bil i Sverige. Mere om det længere nede under budget.

Jeg vil gerne påpege, at man er nødt til at lægge ekstra tid ind, når man kører i Norge. For Google Maps tager ikke forbehold for, at det er bjergkørsel på små veje. Så selvom man godt må køre 80 km/t, ender det ofte med 50 km/t, fordi det er så krævende. Dertil kommer jo også, at der er mange smukke steder at holde ind – og det skal der også være både tid og plads til!

Oversigt over turen
Dag 1: Vi brugte det meste af dagen på at køre fra Malmø og op til lige nord for Oslo. Jeg husker ikke det eksakte sted, da vi ikke har skrevet det ned. Men det var nu også bare en tilfældig grøn plet ikke langt fra motorvejen, hvor vi kunne slå telt op for natten.
Dag 2: Vi tog en ret lang køretur til den lille landsby Aurdal, som vi forvekslede med Aurlandsdalen (ups). Det var lidt en streg i regningen, men vi endte nu med en god overnatning i en grusgrav, hvor vi kunne være helt for os selv. Vi gjorde mange holdt undervejs til Aurland, da det var en flot køretur med frosne søer og flotte fjelde.
Dag 3: Vi startede dagen med en halv times køretur til Beitostølen, som er et sted, mange nordmænd gerne holder påskeferie ved for at stå på ski. Vi tog et par gode vandretimer i det flotteste solskinsvejr. Det kan anbefales.
Vi ville være kørt videre gennem Jotunheim, men måtte vende om på grund af lukkede veje. Det blæste meget den dag – så vejene var fyget til med sne. Ja, faktisk måtte vi køre helt til Lillehammer, hvor vi også endte med at overnatte på Lillehammer Camping (rigtig fin udsigt derfra i øvrigt!).

Dag 4: Vi besluttede os for at køre hele vejen fra Lillehammer til Ålesund, hvilket er en køretur på 360 kilometer. Vi gjorde det, fordi vi havde udset Ålesund som det nordligste punkt, vi ville op til. Så tog vi det lange stræk, ville vi vinde lidt tid til de steder, hvor vi gerne ville vandre. Vi overnattede på den lokale campingplads, Voldsdalen Camping, lige ned til vandet!
Dag 5: Vi stod op klokken 05.00 for at vandre op til Sukkertoppen i Ålesund. Det var en god ide, da vi fik den smukkeste solopgang over byen. Derfra vandrede vi ned igen og kørte videre til Stryn og Loen. Vi endte tilfældigt i Lodalen og overnattede på den smukkeste campingplads ved Lovatnet, Sande Camping, som du kan læse om her.

Dag 6: Vi vinkede farvel til Lodalen og Lovatnet efter en langsom morgen og en kold dukkert og kørte i retning af Hopperstad for at se den berømte stavkirke. Vi fandt en græsplæne tæt på, som vi valgte at slå teltet op ved.
Dag 7: Fra Hopperstad kørtede vi videre til Flåm, der også er en af de store og kendte destinationer i Norge. De to andre havde udset sig Ægir Bryggeri med tilhørende restaurant, som de gerne ville spise og drikke hos. Det skal gøres! Det var for øvrigt en meget smuk køretur med flere stop undervejs!
Dag 8: Vi blev i Flåm og omegn hele dagen for at se Undredal (der var helt lukket) og vandre fra udsigtspunktet Stegastein. Det blev til et par timers vandring, da sneen stoppede os i en længere tur – men smukt var det. Vi overnattede med telt ved Flåm Camping igen og nød godt af køkkenet.
Dag 9: Kørte vi gennem Geilo, langs med Aurlandsfjorden og endte i Odda, hvor vi fandt en hestefold til vores telt og overnatning. Det var en tur på 154 kilometer med de vildeste udsigter til både sneklædte bjergtoppe og krystalklare fjorde og søer.
Dag 10: Ringede vækkeuret før 7, fordi vi gerne ville vandre Trolltunga. Vi var meget i tvivl, om det kunne lade sig gøre, da der stadig lå 3-4 meter sne. Men afsted kom vi. Det kan sagtens lade sig gøre uden snesko. Det er bare lidt hårdt på vej tilbage, når solen har varmet sneen.
Vi fandt en campingplads nær Odda med hytter, som vi lejede for natten for at få varmen, lave mad i et køkken og sove i en seng. Det var tiltrængt efter 10 timers vandring i sne.

Dag 11: Vi vågnede til den smukkeste dag udenfor med højt solskin. Så vi besluttede os for at tage en lille vandretur til et lokalt viewpoint ikke langt fra campingpladsen. Jeg husker ikke navnet på søen, men det var spejlblankt og meget smukt!
Herfra tog vi en is og kørte videre til Rjukan (du ved, der hvor de er kendt for at have lavet tungt vand) for at nå Å Camp, hvor jeg gennem et samarbejde havde fået muligheden for at booke en lækker hytte i Tessungdalen. Her overnattede vi i to nætter.
Dag 12: Slappede vi bare af… Vi lavede pandekager, solede os i forårsvarmen, opvarmede vildmarksbadet og nød egentligt bare den sidste dag, inden vi skulle køre hjem mod Malmø igen.
Dag 13: Vi tog en rolig morgen, lavede æg og pandekager, nød udsigten det sidste og satte ellers kursen mod Malmø. Det var en 8 timers tur, men vi var nødt til at tage det lange stræk grundet en eksamen. Turen blev derfor én dag kortede end planlagt.

Budget – hvad koster et 14 dages roadtrip i Norge?
Det er jo altid lidt svært at komme med en pris på, hvad det koster for et roadtrip i Norge. For det er meget individuelt, hvordan man rejser, og hvad man prioriterer.
Vi var tre mand afsted, hvilket gjorde mange ting billigere, fordi vi kunne dele udgiften i tre. Når vi rejser, bruger vi sjældent mange penge på mad, da vi hellere vil have til oplevelser eller til at kunne køre lidt længere.
Men her er en oversigt:
- Vi brugte 3283 kroner på billeje for 14 dage.
- På benzin + færgeoverfart + parkering + taxa til Malmø Station (Trolltunga kostede 398 kroner!), endte vi med at betale cirka 3.000 kroner.
- På mad forsøgte vi også at være sparsommelige og brugte også her for cirka 3.000 kroner med et restaurantbesøg i Flåm.
- Vi tog mange overnatninger i det fri og slap derfor med cirka 2.000 kroner. De 500 kroner gik til hytten ved Odda – men det var pengene værd!
Samlet set havde vi udgifter for lige omkring 11.000 kroner, hvilket var fordel på tre personer. Selv synes jeg ikke, at 3.600 kroner for 14 dage i Norge per mand er mange penge! Især ikke med tanke på, at det er lidt dyrere at købe ind nordpå.
Fordi vi rejste i april, hvor vejret er ret køligt, behøvede vi ikke en køletaske. Det var derfor nemt at have mælk og andet med på slæb i bilen, fordi det kunne holde sig køligt. Men det skal også siges, at vi levede meget af makrel, bulgur, tomat, bønner og pasta over trangia. Men det var nu også det værd.
Opsummering af seværdigheder
For lige at give et overblik over steder, du kan kigge nærmere på til dit roadtrip kommer her en liste:
- Beitostølen
- Jotunheim
- Lillehammer
- Sukkertoppen i Ålesund (og byen generelt)
- Hopperstad Stavkirke
- Stryn
- Loen og Lodalen
- Lovatnet
- Aurlandsdalen
- Flåm
- Stegastein udsigtspunkt (der er også flot vandring derfra)
- Odda
- Trolltunga
- Rjukan (her ligger Gaustatoppen også)
- Tessungdalen ved Å Camp
… Og så er der jo alle de steder, man tilfældigt kommer forbi undervejs. Dem har jeg ikke skrevet ned, fordi du også skal have noget uforventeligt at se frem til! 😀




