NEW ZEALAND

Mangahoue Natural Bridge Walk: En gratis oplevelse i Waitomo

New Zealand er et dyrt land at rejse i, og udgifterne kan hurtigt løbe op, hvis du gerne vil opleve mange ting. Heldigvis findes der også gratis seværdigheder i New Zealand, og en af dem er Mangahoue Natural Bridge Walk, som vi varmt kan anbefale.  

Efter flere nålesving fra Te Kuiti (hvor vi boede) og smuk natur, nåede vi til Mangahoue Natural Bridge. Det ligger i smukke omgivelser, og er en seværdighed, du bør tage dig tid til, hvis du allerede i forvejen udforsker området i Waitomo.

Hvad er Mangahoue Natural Bridge?

Mangahoue Natural Bridge er en 17 meter høj kalkstensbue over Mangahoue Stream cirka 25 kilometer fra Waitomo. Den er alt, hvad der er tilbage af et gammelt hulesystem, hvilket i sig selv er spændende!

Vandrestien til Mangahoue Natural Bridge er cirka 700 meter lang, og tager omkring 20 minutter at gå. Stien tager dig igennem den flotte natur, og kommer også forbi et sted, hvor du kan se en samling af fossile østers, der antages at være 25 millioner år gamle.

Det er en meget stille og rolig tur, og da der ikke er mange turister, der finder hertil, kan du være heldig at have det hele for dig selv.

Vi var rigtig glade for, at vi tog turen derud, da der var en helt særlig ro over området 🙂

Hvordan kommer du dertil?

Det er nemmest at komme dertil, hvis du har lejet en bil. Du kommer dertil ved at tage Te Anga Road, som er skiltet på højre side af vejen fra Waitomo.

Vær opmærksom på din fart, da det kan være svært at se modkørende biler i svingene.

Hvis du ligger inde med spørgsmål, er du velkommen til at skrive en kommentar i kommentarfeltet eller skrive direkte til os på vores mail

Del og like gerne vores indlæg:
fb-share-icon

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *