Maafushi på Maldiverne er en idyllisk lokal ø, som byder på et væld af aktiviteter og paradisisk stemning. Det er utrolig nemt og ikke mindst billigt at komme dertil.
Når du ankommer til Maldiverne, lander du på den menneskeskabte ø, Hulhule Island. Derfor er den første udfordring at komme fra lufthavnsøen til Malé, hvorfra færgen til Maafushi går.
Hvordan kommer du fra lufthavnen til Male Island?
Rejser du som backpacker eller budgetrejsende, kan du komme fra lufthavnen til Malé Island med en færge fra færgeterminalen, som er beliggende nær ”Domestic Terminal”. Det tager blot 10 minutter at komme fra lufthavnen til Malé Island, og koster cirka 1 USD.
Hvis du gerne vil lidt hurtigere afsted, kan du også tage med speedbåd, som koster 2 USD per mand og kun tager 4 minutter.
Hvordan kommer du fra Malé Island til Maafushi?
Når er ankommet til Malé Island kan du tage en taxa, som kører dig til færgeterminalen. Denne tur koster kun cirka 2 USD per mand og tager cirka 10 minutter. Du nævner blot til chaufføren, at du skal med færgen til Maafushi.
På færgeterminalen kan du købe billet til færgen, som koster cirka 3 USD per person (hvilket svarer til cirka 30 Rufiyaa). Du kan ikke booke billetterne online, så sørg gerne for at være der mindst en time før afgang, så du er sikker på, at du kan købe billet.
Turen tager 90 minutter, og er det hele værd. Vi kom forbi flere små atoller, og var også så heldige at spotte delfiner i horisonten 😊
Hav gerne noget vand og nogle snacks med, da det ikke kan købes på færgen.
Nedenfor ser du en oversigt over færgeafgangene – her skal du bemærke, at der ikke er nogen afgang om fredagen. Oversigten er fra oktober 2013, så den kan naturligvis afvige. Vi fandt den på denne hjemmeside.
Du kan evt. skrive en mail til dit overnatningssted for at få bekræftet færgens afgange.
Vil du gerne læse om, hvad du kan opleve på Maafushi? Så kan du læse mere i vores indlæg:
Rejseguide Maldiverne: Oplev paradis på budget
Hvis du ligger inde med spørgsmål omkring transporten til Maafushi, er du mere end velkommen til at skrive i kommentarfeltet. Så svarer vi dig hurtigst muligt.