Liechtenstein
Liechtenstein

Guide: Hvad kan man lave i Liechtenstein?

I slutningen af august valgte vi at køre gennem et af de mindste lande i hele Europa. Landet hedder Liechtenstein og er en af de største overraskelser, vi har fået på vores roadtrip gennem Europa.

Der er et væld af grunde til at tage turen til Liechtenstein. For er der noget, det kan, så er det at overraske. Positivt. Om sommeren er det lillebitte alpeland et fantastisk sted at hike. Er du ikke så meget til det, er der stadig mange ting at lave.

Det lille fyrstedømme har desværre fået ry for blot at være et skattely og et hjemsted for rige mennesker. Ja, det er tydeligt, at det er et velhavende land – men her bor altså også helt almindelige mennesker, som passer deres afgrøder eller tager afsted på et 8-16 job.

Det særlige ved Liechtenstein er, at det er det eneste land i Europa, som taler tysk, selvom det ikke grænser op til en tysk grænse. Vi vil dog sige, at det er ”tysk med modifikationer”, da accenten lyder mere schweizisk med en blanding af hollandsk i vores ører.

Så, hvad skal du så lave i Liechtenstein?

Liechtenstein er ikke særlig stor. Nærmere bestemt faktisk kun 12 kilometer i bredden og cirka 25 kilometer i længden. Du kan derfor se til enten Schweiz eller Østrig, uanset hvor i Liechtenstein, du befinder dig.

Men trods den meget lille større er der faktisk flere forskellige ting at lave, som du sagtens kan bruge en dag eller to på.

Vaduz

Som du måske allerede ved, er Vaduz hovedstaden i Liechtenstein. Men, byen er også residens for fyrsten i Liechtenstein, som vi desværre ikke fik at se på vores besøg. Dog kan du fra Vaduz se op til hans bolig, som du også kan vandre op til, hvis du er nysgerrig og gerne vil se lidt mere af villaen.

Vaduz er en lille by med bare 5.600 indbyggere, men er trods sin størrelse en meget velhavende by, da den også er landets finansielle centrum. Det skinner tydeligt igennem på bygningerne, de lokales arbejdstøj og ikke mindst den renlighed, som præger hele byen – aldrig før har vi været i så REN en hovedstad.

I Vaduz kan du slentre ned ad den lille gågade, hvor du finder restauranter, butikker af forskellig slags og ikke mindst souvenirshops, hvor det er muligt at få et af de mest unikke stempler i verden i dit pas.

Det er måske lidt en turistfælde. Men kan du godt lide at samle på stempler i passet (ligesom os), er det en sjov og billig oplevelse. Det koster 3 euro for et stempel.

Alter Rheinbrücke

Lige uden for Vaduz finder du broen, Alter Rheinbrücke. Som navnet måske lidt henviser til, er det en bro af ældre dato, som går over Rhinen. Det særlige ved denne bro er, at du kan gå over grænsen til Schweiz.

Derudover er det også den sidste træbro, der er tilbage i Liechtenstein, og som ikke er blevet erstattet af moderne betonbroer. Det er ganske gratis at passere – og der er ingen grænsekontrol 😉

Gutenberg Slot

Højt oppe på en klippetop ved byen Balzers finder man Gutenberg Slot. Det er et meget velbevaret og utrolig flot slot, som kan dateres tilbage helt til Middelalderen. Det er ikke et slot, som fyrsten eller fyrstefamilien benytter. I stedet bruges det som et museum.

Det var dog ikke åbent, da vi besøgte det i august på grund af corona. Dog er det værd at gå derop uanset, da der er en ganske fantastisk udsigt både lige uden for borgen og inde fra borgen.

Vi fik ikke taget nogle billeder derfra – men du kan dog se det i vores YouTube-video om Liechtenstein, hvis du er nysgerrig 😊

Vi boede lige i udkanten af Vaduz og kunne køre dertil på cirka 15 minutter.

Gänglesee

Liechtenstein har ikke mange søer at bryste sig af. Men, der er dog Gänglesee, som du finder efter cirka 20 minutters kørsel fra Vaduz mod Triesenberg. Turen derop går af små og snoede veje, så du skal være glad for bjergkørsel, hvis du skal køre derop.

Til gengæld bliver du belønnet med et smukt og meget idyllisk bjergområde og en sø, der på stille dage reflekterer de omgivende bjerge i vandet.

Vi mødte kun ganske få i vores tur rundt om søen – og det er netop det skønne ved Liechtenstein. Her er stort set ingen turister!

Har du mod på det, kan du følge flere vandrestier, som tager dig højere op i alperne. Vi forsøgte, men valgte at vende om, da vi ikke havde proviant nok med os.

Liechtenstein hotel – Hvor skal man bo?

Som du måske allerede har gættet, er Liechtenstein ikke det billigste land at booke en overnatning i. I hvert fald ikke hvis du booker dagen før, som vi endte med at gøre. Det er dog muligt at få rigtig god og lækker overnatning for 1.000 kroner for 2 personer (inkl. hund og morgenmad).

Netop fordi vi har hund, endte valget på Hotel Meierhof (ikke reklame). Det smarte ved dette hotel er, at det er muligt selv at tjekke ind. Det er meget belejligt i disse tider, hvor man skal passe ekstra på hinanden 😊

Har du ikke noget imod at bo med lidt mindre komfort, er det også muligt at sove i en tipi eller på landets eneste campingplads, der også har værelser tilknyttet. Vi kunne desværre ikke, da de ikke tillader hund på værelserne😊

Praktiske informationer  

Det er meget nemt at krydse grænsen til Liechtenstein. Der er ikke grænsekontrol, og vi blev heller ikke tjekket en eneste gang i forbindelse med corona. Det skal så dog også siges, at der var meget lempelige regler, da vi rejste dertil i august. Det var blandt en af grundene til, at vi valgte at tage turen den vej.  

I skrivende stund har det ændret sig og et coronapas eller negativ test er nu påkrævet. Det ændrer sig dog hele tiden, hvorfor vi anbefaler at lægge vejen forbi Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor du kan læse nærmere om restriktioner.

Du kan benytte både Euro og Schweizer Franc i Liechtenstein som valuta. De tager desuden også imod kort i alle butikker og på hoteller.

Del og like gerne vores indlæg:
fb-share-icon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *