KØBENHAVN

Guide Østerbro i København: En bydel med mange seværdigheder

Østerbro i København er en stille og familievenlig bydel, som bugner af gode og gratis seværdigheder. Her er alt lige fra skønne parker til Kastellet og Den Lille Havfrue, som ligger tæt på. Her i indlægget giver vi dig den ultimative guide til, hvad du skal opleve på Østerbro.

Hvad skal du opleve på Østerbro?

Der er et væld af oplevelser på Østerbro, og her nævner vi vores absolutte favoritter.

1. Nyboder

Nyboder er et ganske unikt boligkvarter i København, som ligger tæt på Østerport og Kastellet. Kvarteret består af flere rækker af gule og grå identiske bygninger. Så snart du træder ind i området, fornemmer du den specielle og unikke stemning 😊

Den første bygning på Nyboder blev opført i 1631 af Christian 4. – dog står der kun en enkelt tilbage af disse. De blev bygget for at huse flådens folk, og var derfor dengang et område med særstatus.

Oprindeligt var husene faktisk hvidkalkede med røde skodder som vores Dannebrog, men de har med tiden fået den gule farve, som de har i dag.

Det er en speciel oplevelse, og så er den gratis 😉 Hvad bedre er, at der ikke er særligt mange turister, der finder vejen til Nyboder. Det synes vi klart er en fordel for hele oplevelsen af området.

Du finder nemmest vej hertil ved at tage bus 1a til Fredericiagade. Herfra ligger området kun 500 meter væk.

2. Churchill Parken

Efter en god tur på Nyboder, vil vi anbefale dig at fortsætte turen til fods til Churchill parken, som ligger langs med Esplanaden. Her er en afslappet stemning, og det første der møder dig, er udsigt til vand og svajende træer og bænke 😊 Her er smukt, og vi kan anbefale, at du sætter dig ned et øjeblik på en af parkens mange bænke for at nyde synet.

Parken har naturligvis sit navn efter den tidligere engelske premierminister Winston Churchill.

3. Kastellet

Når du først har fundet vej ind i Churchill Parken, kan du ved at følge stien, finde vej til Kastellet. Det er i dag et af Europas bedst bevarede fem-bastionære fæstningsanlæg, og er et velbesøgt turistmål, hvilket man godt forstår, så snart man træder ind på Kastellet og ser dets flotte bygninger 😊

Kastellet blev bygget tilbage i 1626 af Kong Christian 4., og blev senere kraftigt udbygget af Kong Frederik 3. Det var også her, at John Friedrich Struense blev sat i arrest i 1772 frem til sin retssag den 21. februar, hvor han blev dømt for majestætsfornærmelse for affæren med Dronning Caroline Mathilde.

Så hvis du godt kan lide historie, er Kastellet klart et besøg værd.

4. Gefion Springvandet

Overfor Kastellet ligger Gefionspringvandet, som er et værk lavet af den danske billedhugger Anders Bundgaard. Det ligger på vejen til Den Lille Havfrue på Langelinie, og er dermed et perfekt pitstop, inden turen går videre 😊

5. Langelinie og Den Lille Havfrue

Cirka 5 minutters gang fra Gefion Springvandet ligger Langelinie og Den Lille Havfrue, som vi alle sammen kender. Det er en af Københavns største turistattraktioner, og derfor skal du forvente nogle eller en del turister, når du ankommer dertil.

Den Lille Havfrue er inspireret af H.C. Andersens eventyr om havfruen, der ofrer alt for at blive forenet med den smukke prins på landjorden. Hun er ikke stor, men hun er så absolut et besøg værd 😊

Alle nævnte oplevelser og seværdigheder i indlægget er gratis og derfor meget budgetvenlige til en weekendtur eller ferie i København. Det tager et sted mellem 2-3 timer at se alle seværdigheder, hvis giver dig god tid og undervejs stopper op for at nyde oplevelserne 😊

Del og like gerne vores indlæg:
fb-share-icon

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *