København rummer mange gratis seværdigheder, og bydelen Frederiksstaden er ingen undtagelse. Her har du både mulighed for at opleve vagtskifte på Amalienborg Slotsplads samt besøge prægtige Marmorkirken. Vi tog dertil, og nu fortæller vi dig, hvorfor du også skal gøre det.
Hvad er Frederiksstaden?
Frederiksstaden er et bykvarter i Indre By mellem Bredgade, Sankt Annæ Plads og Esplanaden, og er et mondænt kvarter. Det rummer flere af de mest kendte seværdigheder i København, og er derfor så absolut et besøg værd på din tur til København 😊
Hvilke seværdigheder kan du opleve i Frederiksstaden?
1. Marmorkirken
Marmorkirken, hvis officielle navn er Frederiks Kirke, er en af de mest kendte og velbesøgte kirker i København.
Hvert år besøger 300.000 turister kirken, og det kan vi sådan set godt forstå – for den er meget smuk og imponerende både udvendig og indvendig. Det er gratis at komme ind i kirken. Husk blot på at respektere, at det er en kirke, du går ind i.
Så snart du træer ind i kirken, bliver du mødt af et imponerende rum, som du ikke kan andet end at beundre. Vi var desuden så heldige at opleve Veronica Hodges’ installation, som består af 15.000 ophængte blomster i papir. Installationen er en reminder om de udfordringer, vi kommer til at stå overfor i fremtiden. Det er meget smukt og skal ses med egne øjne 😊
2. Amalienborg Slotsplads
Amalienborg og slotspladsen behøver nærmest ikke nogen introduktion, da det er en ikonisk bygning – men vi gør det lige alligevel 😉 Amalienborg Slotplads, som er tilgængelig for offentligheden, er omkranset af fire næsten ens palæer, der fungerer som gæstepalæ, museum og boliger for kronprinsparret og Dronning Margrethe. I midten af den imponerende slotsplads står rytterstatuen af Frederik 5., som er Frederiksstadens grundlægger.
Du kan desuden opleve livgardens vagtskifte hver dag klokken 12.00.
3. Amaliehaven
Amaliehaven ligger i forlængelse af Amalienborg Slot og med havnefronten på den anden side. Amaliehaven er et besøg værd, da den har en af Københavns smukkeste udsigter. Selvom her ofte er mange turister, har havnefronten og udsigten en beroligende effekt, hvilket vi ikke havde regnet med 😊
I haven finder du alt lige fra et springvand til skulpturer, træer og blomster. Den har med andre ord det, en royal have skal indeholde.
4. Udsigt til Operaen
Lige op og ned ad Amaliehaven finder du havnefronten, som har udsigt til Operaen. Hvis du trænger til at hvile benene et øjeblik, har du mulighed for at sætte dig på trappen, der fører ned til havnefronten. Det er en smuk udsigt, der venter dig og et godt sted at nyde en medbragt madpakke 😉
Hvis du ligger inde med spørgsmål omkring sightseeing i Frederiksstaden eller andre steder i København, er du mere end velkommen til at skrive direkte til os på mail eller skrive en kommentar i kommentarfeltet.