Fyn

Miniguide til gratis oplevelser på Fyn

Fyn er fin! Og det er ganske sandt. For er der en ø, som vi bliver ved med at have lyst til at vende tilbage til for at udforske, så er og bliver det fine Fyn. For om sommeren emmer øen virkelig af vaskeægte Morten Korch-stemning!

Det skønne ved Fyn er, at der er så mange ting at give sig til. Men er du en lille smule nærig ligesom os, er det også rart at kunne krydre sommerferien med nogle gratis oplevelser. Dem er der heldigvis flere af, som vi giver vores bedse tips til herunder.

Hvad er der af gratis oplevelser på Fyn?

Vi har endnu ikke udforsket Fyn lige så meget, som vi gerne vil. Men, de steder vi har formået at udforske, har virkelig imponeret os – så sådan håber vi også, at det bliver for dig!

Solnedgang “under broen”

Det fantastiske ved Fyn er, at man skal over smukke Lillebælt for at komme dertil. Lige så fantastisk er det at køre ned under broen. Ja, du læste rigtigt. Hvis du tidligere har været til “Rock under broen” ved du også, hvad det er, vi mener. Hvis ikke, så kan vi varmt anbefale at plotte “Strandvejen” i Middelfart på GPS’en og køre derned til lige før solnedgang.

lillebæltsbroen

Her er masser af plads til at holde – og også for børn til at boltre sig. Vi har holdt her flere gange med hjemmebragt eller købt mad og ellers bare nydt de flotte farver, der spiller sig over himlen og broen. Det er fantastisk flot og ganske gratis.

Helnæs

Det sydfynske øhav kan noget særligt. Og er der et sted, hvor Morten Korch-stemningen virkelig kommer til sin ret, så er det på Sydfyn og de sydlige øer. Sådan er det også på Helnæs, hvor du på små snoede veje kører forbi det ene smukke og gamle bindingsværkshus efter det andet forfulgt af flotte og farverige marker med blandt andet blomstrende purløg. Det er sommer, når det er allerbedst.

Helnæs Fyr

Det er nemt at komme til Helnæs, da der er anlagt en flot og nærmest malerisk dæmning. Det koster intet at køre over den – og da det er en ø, er der rigeligt med steder langs kysten, hvor det er oplagt at holde ind selv eller sammen med børnene med en frokostkurv.

Fortsætter du lidt længere på de små veje, kommer du på et tidspunkt også til Helnæs Fyr. Det kan varmt anbefales at køre herud, da der er en helt fantastisk udsigt. Der er også borde og bænke, hvis frokosten eller aftensmaden skal nydes udenfor.

Flyvesandet

Vil du hellere fortsætte mod nord, når du er kommet over Lillebælt, kan vi varmt anbefale at køre op til Flyvesandet, der heller ikke ligger langt fra Æbelø, som man kan gå ud til ved lavvande. Her ligger der en fantastisk campingplads lige ud til strand og vand. Men, efter en 15-20 minutters gåtur langs stranden mod øst, dukker der også nogle kæmper op…

Flyvesandet

Ikke langt fra Flyvesandet Camping finder du nemlig Søjleskoven, som er en samling af meget høje og nærmest majestætiske træer. Selv har vi ikke set noget lignende andre steder i Danmark. Det er en fantastisk følelse at gå mellem træerne eller at beskue dem nede fra stranden. Det er klart gåturen værd!

Søjleskoven Flyvesandet

Nyborg Strand

Vi er vilde med strand og vand. Og ikke mindst gode udsigter. Det er netop, hvad man får ved at køre til Nyborg Strand. Selv tog vi en overnatning ved Nyborg Strand Camping, som ligger et stenkast fra vandet – og har udsigt til Storebælt og Storebæltsbroen.

Nyborg Strand

Selv på en tåget dag som denne, hvor dette billede er taget, er det stadig et ganske smukt område. Ikke langt fra campingpladsen ligger der også et sommerhusområde, hvor der med garanti er mulighed for at leje et sommerhus en uge i sommerferien 🙂

Vil du gerne have en lidt bedre fornemmelse af, hvordan der ser ud ved stranden og campingpladsen, er du velkommen til at starte videoen herunder, hvor vi blandt andet viser området fra oven med vores drone:

Fyn har rigtig mange og gode gratis oplevelser at byde på. Så vil du gerne spare en lille smule eller bare nyde noget af alt den fantastiske natur, der er på Fyn, er du mere end velkommen til at gøre brug af vores tips.

Danmark er smuk og dejlig – og det håber vi, at vi har givet dig et lille indblik i her i vores indlæg.

Du er naturligvis også velkommen til at komme med tips til os omkring flotte steder og gratis oplevelser på Fyn – det gør du blot ved at skrive en kommentar i kommentarfeltet herunder – mange tak! 🙂

Del og like gerne vores indlæg:
fb-share-icon

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *