Med dykning i verdensklasse er Apo Island bestemt et af Filippinernes mest berømte og bedste dykkesteder. Øen er omgivet af klart og varmt vand med hårde og bløde koraller, utallige rev fisk og smukke skildpadder. Du kan med andre ord ikke tage til Filippinerne uden at dykke eller snorkle ved Apo Island.
Den lille vulkanske ø er omgivet af et havreservat med mere end 650 fiskearter og 400 arter af koraller, og er derfor en helt anden oplevelse sammenlignet med andre dykkersteder på Filippinerne. Vi elskede begge to at dykke og snorkle her, og glæder os til at komme tilbage i 2019 😊
Hvilke dive sites er der ved Apo Island?
1. Coconut Point
På Coconut Point er der en maks dybde på 24 meter. Stedet her er for øvede dykkere, da det er et strømdyk. Det er det største strømdyk i området, og det betyder, at strømmen kan være stærk og uforudsigelig. Dog venter der et farverigt rev, storøjede trevaller og andre store fisk. Det er et super fedt dykkersted.
2. Katipanan
Ved Katipanan er der en maks dybde på 18-24 meter. Dette sted er godt for nye dykkere, og her finder du koraller over det hele. Desuden kommer du til at se havskildpadder og mange rev fisk. Dykkerstedet er også godt for øvede dykkere, da der er en hældning fra 5 – 24 meter.
3. Chapel
Ved dive sitet Chapel er der en maks dybde på 18 – 28 meter. Det er i åbent vand og byder på rev og klippevæg. Dykket starter på en hvid sandhældning og fortsætter til en væg, som falder ned til 30+ meter. Her kan du se store stimer af fisk, slanger og papegøjefisk.
4. Rock Point West
Dykket ved Rock Point West byder på en stejl koralhældning med masser af havliv, som blandt andet inkluderer hårde og bløde koraller, søslanger, hawksbill havskildpadder og grønne havskildpadder. Hvis strømmen er stærk nok, kan dykket også gøres som strømdyk for de mere øvede. Dybden på dykket er maks 28 meter.
5. Largahan
Largahan er et specielt dive site, da der er et hvidt sandområde med vulkanske bobler, der springer ud af havbunden. På dykket kan du opleve nøgensnegle, havskildpadder, skorpionfisk og makro. Dykket foregår på 18 – 24 meters dybde.
Hvis du ligger inde med spørgsmål omkring Apo Island, er du mere end velkommen til at skrive dit spørgsmål i kommentarfeltet eller skrive direkte på vores mail.