FILIPPINERNE

Bohol: En guide til oplevelser på øen

I slutningen af maj 2019 besøgte vi øen Bohol. Vi brugte tre dage på at opleve de verdenskendte Chocolate Hills og verdens mindste abe, Tarsier. Hvordan det og vores oplevelser af øen var, kan du læse mere om i indlægget her.

Hvorfor tage til Bohol?

Sidst vi var på Filippinerne fik vi til vores fortrydelse ikke besøgt Bohol, som er kendt for sine Chocolate Hills og meget små aber, Tarsier.

Vi besluttede os derfor for, at vi SKULLE opleve øen denne gang – og det viste sig at være en god beslutning.

Som den 10. største ø på Filippinerne er der en masse at lave på Bohol. Vi valgte dog en del fra, da vi var ved at være mætte, men du kan sagtens bruge en del dage dage på naturoplevelser, strandvisit og kulturelle oplevelser.

Bohol er en udviklet ø med et forholdsvist stort udbud af overnatningssteder og restauranter – der er i alle prisklasser. Dog befinder langt de fleste sig omkring Alona Beach på øen Panglao, hvor også langt de fleste turister vælger at opholde sig.

Vi valgte at bo et stykke væk fra Alona Beach, og boede i stedet på et resort ude midt i ingenting. At det var ude midt i ingenting, var vi ikke klar over, da vi bookede det. Der var roligt ja, men vi vil anbefale at være i nærheden af Alona Beach eller andre strande, da vi følte os ret isoleret 😊

Hvad skal du opleve på Bohol?

Lej en scooter

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi kom til Bohol udelukkende for at opleve Chocolate Hills og den lille primat med de store øjne, Tarsier.

Vi valgte derfor på dag nummer to at leje et par scootere sammen med Steffan’s mor og papfar til kun 500 pesos per scooter for 24 timer (cirka 65 kroner). Vi havde ikke prøvet at leje en scooter i de andre asiatiske lande, vi besøgte på vores tur, så vi tænkte, at denne gang skulle det være 😉

Steffan er ret øm på sin lyserøde scooter 😉

Ruten blev fastlagt hjemmefra, og vi valgte at køre fra Panglao til Chocolate Hills (cirka 40 kilometer) og derefter køre til Tarsier Sanctuary.

Og hold nu op, hvor det sjovt! Ja, det gjorde nas i rumpetten, men turen gennem bjergene på en scooter var det helt fantastisk. Du ser meget mere, end når du lejer en van, som kører dig fra sted til sted. Du kan selvfølgelig ikke nå at opleve lige så meget – men bare det at køre på scooteren fra sted til sted var en oplevelse i sig selv 😊

Chocolate Hills

De runde græsbeklædte bakker er en stor turistmagnet på Bohol. Det er chokoladebakkerne langt de fleste turister kommer for at opleve, så derfor skal du forberede dig på en del turister.

Der findes mere end 1.000 chokoladebakker, og det er derfor ikke noget under, at det er så stor en attraktion på øen.

Vi tog til Chocolate Hills Complex i Carmen, men du kan også vælge at tage til Sagbayan Peak 😊

Når du kommer dertil, skal du betale 50 pesos per person i indgang (cirka 6,5 kroner). Derefter er det bare at parkere din scooter og så ellers begive dig op af de små hundrede trappetrin op til udkigsposten. Det giver pusten!

Bakkerne er et sted mellem 30 og 50 meter høje, som du har et fint udkig over fra udkigsplatformen.

Tarsier Sanctuary

Efter Chocolate Hills satte vi os op på scooteren igen og kørte videre til Tarsier Sanctuary, hvor man kan opleve en af verdens mindste primater i et afgrænset område.

Det koster 60 pesos per mand i indgang, og du får ikke lov at komme ind og se dem uden en guide, da det er vigtigt, at man er helt stille. Spøgelsesaberne (som de hedder på dansk) tåler ikke mange forstyrrelser, og bliver nemt stressede. Derfor kan du ikke få lov til at få rundt for dig selv 😊

Noget helt andet er, at de er meget mindre, end hvad vi forestillede os. De er mindre end en menneskehånd, og er derfor ret svære at få øje på, hvis ikke guiden hjælper dig.

Aberne lever frit i området, og kan derfor bevæge sig rundt som de selv vil. Derfor kan du være uheldig, at der ikke er nogen at spotte, når du ankommer. Vi var dog så heldige at se hele fire styks!

Da du som besøgende kun får adgang til et meget afgrænset område, tager oplevelsen ikke meget mere end 30-40 minutter afhængigt af, hvor mange billeder, du tager 😊

Hvad skal du ikke opleve på Bohol?

Selvom Bohol var super fedt, var der også en oplevelse, som vi gerne vil råde dig til ikke at tage på.

Vi havde bestilt en ø-hopstur, fordi vi havde hørt, at man kunne være heldig at opleve delfiner og snorkle med skildpadder. Det ville vi jo naturligvis gerne afsted på, så Steffans mor og papfar også kunne få den oplevelse 😊

Desværre viste det sig for det første, at bådens motor larmede mere, end hvad rimeligt var. Vi fik alle ondt i hoved og ører af larmen. Derudover var der så mange både, at vi ikke kunne tro vores egne øjne – de var over det hele!

Der var derfor ikke nogen delfiner (de var naturligvis skræmte af alle bådene), og da vi ikke bryder os om rovdrift på dyr besluttede vi os for at vende om igen. Det var en forfærdelig oplevelse, og sad tilbage med følelsen af, at det var en ren pengemaskine.

Vores overordnede indtryk af øen var god, men her er meget turistet sammenlignet med Siquijor. Så tre dage var mere end rigeligt for os.

Vi håber, du kan bruge vores rejseguide! Ligger du inde med spørgsmål, er du velkommen til at stille dem i kommentarfeltet herunder.

Del og like gerne vores indlæg:
fb-share-icon

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *