Rejser til Færøerne
Færøerne

Vejret på Færøerne: Hvordan er det at rejse til Færøerne om vinteren?

Røde kinder. Kolde fingre. Vind i håret. Det er kort sagt, hvad du kan forvente dig af vejret på Færøerne, når du tager en smuttur dertil om vinteren. Det er dog meget forenklet og kort fortalt, da der venter dig lidt af en vejrmæssig oplevelse ved at rejse til Færøerne om vinteren. Jeg gjorde det i februar og fik vind og sne for alle pengene!

Når jeg bliver spurgt om, hvordan det er at rejse til Færøerne, er det som regel med en forventning til et svar om, at det er koldt. Det er det også. Men på en rå, frisk og nordisk måde, som giver lyst til eventyr.

Så… Hvordan er vejret på Færøerne i februar?

Det er blæsende og en tand mere vinterligt, end hvad vi er vant til ved vejret herhjemme. Jeg startede mit vintereventyr på Færøerne med at måtte vende om inden landing og tage en overnatning i Bergen, simpelthen fordi vejret var for dårligt. Vinden kom den forkerte vej fra, vinstødene var for hårde, og så var der også rigtig meget regn og dermed dårlig sigtbarhed.

Vejret på Færøerne
Så smukt kan vejret også være på Færøerne!

Min tur til Færøerne i år startede derfor lidt mere hårdt ud, end hvad den gjorde sidste gang.

Da jeg landede på Færøerne dagen efter, var vejret noget mere roligt. Der var faldet lidt hvidt drys for oven og middelvinden var cirka 13 m/s. Det ville være en meget blæsende dag i Danmark, men er ganske normalt for årstiden på Færøerne.

Jeg havde en hel uge deroppe og blev primært mødt af en middelvind på 17 m/s med vindstød op til 20-25 m/s. Den ene dag gik vejret pludseligt over i snestorm med vindstød af orkanstyrke. Det skete midt på en vandretur, så der var ikke andet at gøre end at vende snuden hjem igen.

Det lyder måske meget hårdt og ubehageligt – men fordi naturen er så rå og flot på Færøerne, er det som om, man helt glemmer, at det blæser lidt ekstra 😉

Forvent sne, regn, hagl, storm og lidt solskin af vejret på Færøerne

Selvom Færøerne måske ikke rimer på vinterferie, vil jeg kraftigt lade dig overveje det én gang til. For det er en helt fantastisk ferie, du kan få! Turisterne er der ikke mange af, og da vejret kan være blæsende med en del regn, sne eller hagl, er der heller ikke mange på de gode udsigtspunkter. Du har det faktisk mere eller mindre for dig selv sammen med de lokale 😉

Læs også: Hvad koster en uge på Færøerne om vinteren?

Vejret på Færøerne - Eidi

Det magiske ved vejret på Færøerne er, at du kan opleve flere årstider på én og samme dag. Det ene øjeblik skinner solen, for så at blive gemt bag en byge, som igen bliver erstattet af en snebyge, klart vejr eller måske lidt solskin, hvis du er heldig. Du ved aldrig helt, hvad du får – og det er ret fedt!

Personligt håbede jeg på lidt sne, da der ikke er noget så smukt som sneklædte fjelde. Det kom der en del af – og faktisk så meget, at vejene den ene dag forblev helt hvide. Det var ganske magisk!

Husk det varme tøj ved rejser til Færøerne om vinteren

Varmt tøj kan du ikke få nok med af, når du rejser til Færøerne i november, december, januar, februar og marts. For der er koldt og vådt. Men har du nogle gode vandrebukser, regnbukser, vinterjakke, uldundertøj, vandresokker, hue og vanter, kommer du ret langt. Husk også gerne de gode vandrestøvler, så du kan stå fast på fjeldet, når det regner eller sner – og naturligvis kan holde fødderne varme.

Snevejr på Færøerne

Jo mere vandtæt dit tøj er, jo bedre er det. For regnbyger kan komme ud af det blå.

Jeg havde selv pakket følgende:

  • 4 par vandresokker i uld
  • Ekstra almindelige sokker
  • Varmt uldundertøj
  • Svedtransporterende bluse
  • Sweatre
  • Et par langærmede
  • Tre tights til vandring
  • Hue
  • Handsker
  • Halstørklæde
  • Vinterjakke
  • Ekstra jakke
  • Vandrestøvler
  • Løbesko (til at skifte med)
  • Regntøj

Jeg kunne godt have brugt et par deciderede vandrebukser, da det var lige til den kolde side med outdoortights og lange underbukser 😉

Del og like gerne vores indlæg:
fb-share-icon

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.