Da vi rejste fra Færøerne i oktober 2018, vidste vi, at vi bare måtte tilbage! Det har vi nu været, og Eysturoy var én af de øer, vi besluttede os for at udforske nærmere.
Eysturoy er den næststørste ø på Færøerne og ligger øst for hovedøen, Streymoy. Fra Tórshavn tager det ikke meget mere end 40 minutter at køre til den nordlige del af Eysturoy, hvor mange af de største seværdigheder ligger.
I denne guide har vi samlet de bedste tips til, hvad man skal se på Eysturoy. Vi fortæller således om alt lige fra imponerende vandfald til charmerende bygder. Vi lejede en bil gennem vores hotel, så vi nemt og hurtigt kunne komme fra sted til sted.
Så, hvad skal man se på Eysturoy?
Vandfald og fodboldbane ved Eidi
Det lyder måske som en sjov blanding, men det er faktisk, hvad du finder ved den lille bygd, Eidi. Når du kommer til bygden, skal du fortsætte ad den vej, der tager dig mod campingpladsen. For her finder du en fodboldbane med den måske smukkeste udsigt i verden – den er i hvert fald god, da den er beliggende helt ud til vandet. Det sjove er, at den nu bliver brugt som campingplads. Det ser man virkelig ikke ofte!

Når du parkerer ved campingpladsen, kan du komme op på fjeldet via en sti. Gå gerne på stien, så du ikke forstyrrer dyrelivet. Fortsæt indtil du rammer synet af et vandfald. Det tager ikke meget mere end små 10 minutter. Klippeformationerne og vandfaldet i sig selv er ret imponerende. Det bedste af det hele er, at du højst sandsynligt har det hele for dig selv (i hvert fald hvis du er her før 09).

Fantastisk udsigt ved Funningur
Efter Eidi fortsatte vi til bygden, Funningur. Vejret var ikke særlig godt, så vi valgte i stedet at vende tilbage dagen efter, hvilket viste sig at være en virkelig god ide, da vi blev belønnet med en udsigt, der var mere end betagende.

Er du ikke den store hiker, er et rigtig godt tip at holde ind på nogle af de første holdepladser i højden, som du møder på vejen ned til Funningur. Herfra kan du se både bygden og de omgivende fjelde, som rejser sig flere hundrede meter fra havets overflade. Det er et ret godt frokoststed, når vejret tillader det. Så snyd endelig ikke dig selv for at køre hertil!
Læs også: Saksun Færøerne: Det måske smukkeste sted på Jorden
Imponerende kløft ved Gjógv
Ganske få kilometer og en kort køretur fra Funningur ligger bygden, Gjógv. Bygden her er ret kendt for sin imponerende kløft, som er blevet brugt som landingsplads til fiskerbåde. Den er virkelig imponerende og et must see på Eysturoy, hvis du spørger os.

Har du mod på det, kan du også fortsætte turen op langs med fjeldsiden, hvor der er anlagt en sti. Ønsker du at vandre hele turen, koster det 50 kroner, som du betaler ved porten. Vi valgte ikke at gå derop, da vi havde fået de billeder, vi gerne ville (og mere til), og derfor ville gemme kræfterne i benene til vandreturen mellem Gjógv og Funningur.

Kort vandretur/bjergbestigning mellem Gjógv og Funningur
Som det sidste stop på vores tur rundt på Eysturoy stoppede vi lige mellem Funnigur og Gjógv ved et hegn, der leder op til den mest fantastiske udsigt. Ønsker du at gøre det samme, er der fra vejen fra Gjógv mod Funningur en større holdeplads på venstre side lige inden rillerne. Der går et hegn hele vejen op – så du er ikke i tvivl, når du er der.
Læs også: Hvad koster en weekendtur til Færøerne?

Du skal ikke være bange for højder, da det er en ret kraftig stigning. Er du i moderat til god form tager turen derop 45 minutter. Det kræver lidt kræfter at komme derop, så gør det ikke, hvis du er i dårlig form, da det så bliver for farligt.
Vi håbede at kunne lette dronen, men var ikke så heldige, da det blæste 14-17 m/s. Dog gjorde det ikke udsigten ringere!

Vil du gerne udforske mere på Eysturoy, kan du også bestige Færøernes højeste fejld, Slættaratindur. Vi har dog hørt, det skulle være ret hårdt samt tage det meste af dagen op og ned – så sæt en dag af til det, hvis du har mod på det 😊
OBS: Husk at pakke mundbind (reklame), hvis du rejser til Færøerne. Det er et krav i alle lufthavne!