Færøerne

Hvad koster en uge på Færøerne om vinteren?

Blæst. Storm. Sne. Regn. Hagl. Sol. Du kan forvente at få det hele, når du rejser til Færøerne om vinteren. Det lyder måske hårdt og barsk. Det er det også – men det er charmen ved Færøerne og dets beliggenhed i Nordatlanten. Men hvad koster en uge på Færøerne om vinteren?

Færøerne er mit andet hjem. Det kan i hvert fald godt føles sådan, når jeg vandrer rundt fra fjeldtop til fjeldtop og nyder den friske luft og de fantastiske udsigter. Faktisk holder jeg mere af at være der om vinteren end om sommeren. Ikke kun fordi det er billigere – men også fordi det er på dette tidspunkt af året, at man virkelig mærker naturen og elementernes rasen.

Overvejer du en vinterferie på Færøerne? Så lad os dykke ned i, hvor billigt du kan gøre det.

Hvad koster flybilletter til Færøerne om vinteren?

Det er nemt og hurtigt at komme til Færøerne året rundt med fly. Om vinteren er det dog primært Atlantic Airways, der flyver mellem Danmark og Færøerne. Du kan flyve fra både København og Billund.

Da jeg bor i Sydjylland, var det mest oplagt at tage turen fra Billund. Her går der to ugentlige afgange om vinteren – den ene om mandagen, som var den jeg tog ud og hjem.

Flybilletterne til Færøerne kostede mig 2.678 kroner i det hele. Det er en smule dyrere end om foråret og sommeren. Til gengæld er der heller ikke så mange med flyet, hvilket kan have sine fordele.

Risikoen ved at flyve til Færøerne om vinteren er, at du er nødt til at være forberedt på, at du ikke kan lande. Vejret er meget barsk, og da Færøerne samtidig er et af de sværeste steder at lande i verden på grund af forholdene, sker det fra tid til anden.

Det skete så også for mig denne gang 😉 Vinden kunne ikke nå at lægge sig og flyet måtte derfor vende om og lande i Bergen i stedet. Jeg tog det som en oplevelse og fik da så set en lille smule af Norge, som jeg drømmer ret meget om! Servicen er til gengæld ikke til at tage fejl af, da indlogering på hotel sker med det samme.

Hvad koster overnatning på Færøerne om vinteren?

Overnatning på Færøerne er ingen problem at finde. Der er masser af muligheder, du kan benytte dig af. Jeg har normalt booket et ophold med morgenmad på Hotel Streym i Tórshavn. Denne gang ville jeg dog gerne have et andet udgangspunkt og bookede derfor i stedet et værelse i en hytte, der hedder ”Kristjanshavn” i bygden Midvágur.

Stedet er opkaldt efter gutten, der har det, som pudsigt nok hedder Kristjan. Han er for øvrigt en hyggelig og rigtig sød færing, der står klar til at hjælpe med alt lige fra gode tips, billeje, information om bus og meget andet.

Det kostede mig 1.200 kroner for en uge for et værelse med eget toilet/bad, et tekøkken med mulighed et lille komfur, en bordovn og hvad der nu ellers skal bruges for at kunne lave mad og vaske op.

Dertil var der selvfølgelig også en seng 😉

Stedet ligger ned til lystbådehavnen i et stille og roligt område med en fantastisk udsigt til Trøllkonufingur. Har du derfor ikke noget imod noget simpelt, enkelt og hyggeligt, kan det VARMT anbefales!

Hvad koster det at leje en bil på Færøerne om vinteren?

Vil du gerne kunne bevæge dig mere frit, end hvad busserne tillader dig, kan du vælge at leje en bil. Det kan du også gøre gennem Kristjan for kun 250 kroner om dagen. Det er ret billigt! Hvis ikke du har imod en lidt gammel bil, er det ganske udmærket. Jeg lejede den i to dage sammen med en anden, som jeg delte udgifterne med – hertil blev der også brugt 300 kroner på benzin.

Husk på, at du skal køre gennem tunneller for at besøge de andre øer. Lejer du gennem Kristjan, får du priserne til lokalpriser og dermed f.eks. kun 20 kroner for at køre mellem Vágar og Eysturoy. Jeg brugte 135 kroner i alt på tunneller, hvilket også inkluderede den nye tunnel, der er kendt for at have verdens første rundkørsel under havet.

Hvad koster mad på Færøerne?

Det skønne ved det værelse, jeg lejede mig ind i var, at jeg kunne lave mad selv. I Midvágur er der to store supermarkeder, Bonus og FK. Priserne er naturligvis højere, end hvad du er vant til hjemmefra, da det skal fragtes langt. Dog er det ikke værre, end at budgettet sagtens kan holdes nede, hvis ikke du har brug for, at det skal være fancy og fint.

Til en uge brugte jeg for cirka 1.300 kroner, hvilket inkluderede morgenmad, middagsmad og aftensmad og dertil fik jeg også en 5-retters menu med et glas vin på restauranten Áarstova i Tórshavn. Det var ALLE pengene værd! Jeg kan især anbefale deres bisque – aldrig har jeg smagt noget så udsøgt før. Min mund løber i vand bare ved tanken 😉

Jeg tager normalt ikke på restaurant, når jeg rejser, men jeg fortrød ikke at gøre det sidste gang. Så nu skulle det være.

En uges mad på Færøerne kan derfor sagtens holdes nede på 500-600 kroner med alle dagens måltider inkluderet.

SÅ hvad kostede en uge mig i det hele?

En uge på Færøerne om vinteren med flybilletter, overnatning, billeje, mad, restaurantbesøg, benzin og tunneller kostede mig lige knap 5.000 kroner. Det synes jeg ikke selv er galt for en uge med fuld gas på eventyr, velsmag og gode udsigter.

Du kan se en af mine tidligere rejsebudgetter fra Færøerne her.

Del og like gerne vores indlæg:
fb-share-icon

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *