Australien

Ting der er gode at vide, når du er på roadtrip i Australien

Dette indlæg kommer i modsætning til vores andre indlæg om Australien til at handle om ting, der er rigtig gode at vide, inden du sætter dig bag rattet og kører afsted på de australske landeveje. Indlægget indeholder alt lige fra tips om solcreme, til hvad du skal være opmærksom på, mens du kører.

1. Hold regelmæssigt pause, når du kører

Afstandene i Australien er noget helt andet end herhjemme, og sammen med den hårde varme og høje luftfugtighed, er det nødvendigt at holde pause hver 2. til 3. time. Mange af ulykkerne på vejene i Australien sker, fordi folk bag rattet bliver trætte.

De skilter også rigtig meget med det langs vejene for at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er at holde ind og strække benene og måske lukke øjnene. Så hvis du begynder at føle dig lidt træt og møder et skilt med ”drowsy drivsers die”, ”fatigue kills” eller ”trivia games make you stay alive”, så bør du holde ind på den nærmeste rasteplads for at lade batterierne op igen 😊

2. Tank bilen i god tid

Som nævnt ovenfor er afstandene i Australien noget, som slet ikke kan sammenlignes med afstandene i Danmark. Vi kørte flere gange strækninger på mere end 300 kilometer for at komme fra ét sted til et andet. Ved de lange strækninger er det nødvendigt at have styr på, hvor den nærmeste tankstation er, hvis tanken er under halvt fuld. Der kan sagtens være mere end 100 kilometer til den næste tankstation, og det er altså ikke sjovt, hvis tanken begynder at nærme sig at være tom 😊

Vi prøvede på et tidspunkt at køre mere end 100 kilometer for at komme frem til en tankstation for så finde ud af, at den ikke længere var i drift. Den nærmeste tankstation derfra lå mere end 80 kilometer væk – så vær opmærksom på din tank, så du ikke kører tør 😉

3. Kør ikke om aftenen

Australien har et meget rigt dyreliv, der især bliver aktivt om aftenen og i nattetimerne, hvor det er lidt mere køligt. Kør derfor helst ikke når det er mørkt, da det kan være potentielt livsfarligt.

Du har ikke en chance for at se eller gøre noget, hvis en wallaby eller kænguru beslutter sig for at hoppe ud på vejen.

4. Køb solcreme faktor 50+

.. Nej, det er ikke for sjov! Det er nemlig sådan, at der lige over Australien er et stort hul i ozonlaget. Det betyder, at der er kraftig ultraviolet stråling, og at solbrændthed er noget, du kommer til at opleve inden for 10-15 minutter, hvis ikke, du tager solcreme på.

I starten af vores tur var det rigtig varmt med temperaturer på +35 grader, og vi kørte derfor en del med vinduet åbent. Hvad jeg (Mia) ikke tænkte over var, at min venstre arm var fuldt eksponeret for solen. Det gav mig et kraftigt soleksem, som tog en uge for mig at komme af med – så nej, solcreme med faktor 50+ er ikke pinligt eller for sjov – det er en nødvendighed 😊

5. Kig altid efter i toiletkummen

Det lyder måske som en rigtig dårlig joke om Australien, men vi mener det dybt seriøst. Hvis du kører rundt i Australien, og holder ind på gratis eller meget billige pladser, er toiletforholdene ikke tip-top. Det betyder med andre ord, at der er større chance for insekter eller sågar frøer på eller i toiletterne. Ja, du læste rigtigt: frøer!

Det ene sted vi holdte gratis ind for natten, fik vi et kæmpe chok, da vi om aftenen skulle på toiletbesøg inden sengetid – for i kummen sad der 3 løvgrønne frøer! Vi gjorde store øjne, kan vi fortælle jer 😊

Vi har også hørt historier om edderkopper i toiletterne, så tjek altid efter inden du sætter dig!

6. Følg skiltene på stranden

På mange af de australske strande er der skiltet med ting, du skal være opmærksomme på, inden du går i vandet, eller når du begiver dig ned på stranden. Fra november til april/maj er der f.eks. mange steder, hvor du ikke må gå i vandet på grund af risiko for livsfarlige gopler.

Den første strand vi gjorde stop ved, var også den første strand, hvor vi fandt et advarselsskilt!

Ofte er der også saltvandskrokodiller i vandet ud for stranden – og dem har du altså ikke lyst til at møde, når du bader 😊

Tag altid skiltningen seriøst for de ved, hvad de snakker om. Der er eksempler på mennesker, der er døde eller kommet slemt til skade, fordi de ikke fulgte skiltningen.

Læs også: Airlie Beach: Flyv over Great Barrier Reef og sejl blandt Whitsunday Islands

Har du flere tips at tilføje listen? Så skriv dem gerne til os i kommentarfeltet!

Del og like gerne vores indlæg:
fb-share-icon

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *