Aarhus

Den Uendelige Bro: Et kunstværk på Varna Strand

På den anden side af den fredfyldte Marselisborg Skov ligger Varna Strand og den meget velbesøgte attraktion, Den Uendelige Bro. Broen blev tilbage i 2015 opført som et kunstværk til Sculptures by the Sea og var egentligt kun ment til at være en midlertidig installation. Broen var dog så populær, at Aarhus Kommune efterfølgende valgte at købe den i en permanent version, som pilles ned hver vinter.

Selv havde vi aldrig før hørt om Den Uendelige Bro før indtil for et par dage siden (start maj) i forbindelse med, at vi skulle lægge nogle planer om for weekenden på grund af vejret. Der gik ikke længe, før jeg på Instagram fandt et billede af broen – og her var der ingen tvivl om, at det var en bro, vi skulle have nogle gode billeder af oppefra.

Vi kan godt forstå, at Aarhusianerne og mange lokale såvel som udenlandske turister besøger broen. For hvor ellers finder man lige en cirkeformet bro midt i fantastiske naturomgivelser?

Når historie bliver til et kunstværk

Det var ikke tilfældigt, at man tilbage i 2015 valgte at lave en kunstinstallation på Varna Strand ved Varna Palæet. For tilbage før Anden Verdenskrig sejlede dampskibe mellem Riis Skov i nord og Marselisborgskoven i syd. Dengang var der en anløbsbro ved palæet, som skibene og byens borgere kunne benytte sig af.

Ideen med Den Uendelige Bro var derfor at reetablere kontakten med byen, bugten og kysten, som man gjorde det før Anden Verdenskrig. Det synes vi, de er kommet rigtig godt fra, da man virkelig har lyst til at blive ved med at gå og gå og gå eller sætte sig og bare nyde udsigten over vandet eller langs kysten.

Den Uendelige Bro er gratis at besøge

Som backpackere kan vi godt lide, når oplevelser er gratis. Det gælder også for den Uendelige Bro, som alle er velkommen til at besøge i perioden fra april og frem til oktober, hvor den bliver pillet ned for vinteren.

Hvis du gerne vil have den mere eller mindre for dig selv, kan vi anbefale dig at besøge broen fra klokken 19.00 og frem, da der på dette tidspunkt er begrænset med mennesker. Hvad bedre er, at du også kan nyde de flotte farver og det bløde lys, som der er på dette tidspunkt.

Del og like gerne vores indlæg:
fb-share-icon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *